Redskins’ stjernesafety Landon Collins er langt om længe kommet sig over den skulderskade, der har drillet ham siden sidste sæson. Collins forventes derfor at træne fuldt med, når Redskins ‘mini-træningslejr’ starter 4. juni.

Redskins betalte en frygtelig masse penge til Landon Collins tidligere på året. Nu kan holdet endelig få lov til at se ham i aktion. NBC Sports’ rapporter JC Finley melder, at Landon Collins har trænet fuldt med under de frivillige træninger, holdet har afholdt i løbet af ugen.

Det forventes derfor at Collins er helt klar, når Redskins “mandatory minicamp” – holdets obligatoriske tredages træningslejr – løber af stablen fra 4. til og med 6. juni.

25-årige Landon Collins blev i sin tid draftet af New York Giants, der valgte ham i anden runde af 2015-draften. I fire sæsoner for Giants spillede han 59 kampe og lavede  otte interceptions, fire sacks og tre forcerede fumbles. Han blev tre gange valgt til Pro Bowl. Giants valgte dog ikke at forlænge med ham, og derfor blev han arbejdsløs da free agency begyndte. Der gik dog ikke længe fra free agency officielt startede, til Collins fik en enorm kontrakt af Redskins til en værdi af 84 millioner dollar.