
Baltimore Ravens’ slutspilshåb hænger i en tynd tråd, efter at de tabte til New England Patriots og mistede Lamar Jackson til en ny skade.
Lamar Jackson er meldt tvivlsom med en rygskade til Baltimore Ravens’ potentielt sæsondefinerende opgør mod Green Bay Packers på lørdag.
Det er den samme skade, som tvang Lamar Jackson ud af Ravens’ kamp mod New England Patriots natten til mandag.
Den dobbelte MVP udgik før pausefløjtet af opgøret mod Patriots, efter at han fik et knæ i ryggen af Patriots’ safety Craig Woodson.
Skaderne er haglet ned over Lamar Jackson i 2025, hvilket har været stærkt medvirkende til, at Baltimore Ravens’ sæson er ved at køre af sporet. Jackson har misset tre hele kampe og to halve i sæsonen, og Ravens har bare vundet én af disse fem kampe.
Foruden sin nuværende rygskade har Lamar Jackson kæmpet med en forstrækning i sit ene baglår, en ankelskade, en knæskade og en skadet tå i 2025-sæsonen.
Hvis ikke Lamar Jackson kan spille mod Green Bay Packers, så bliver det Tyler Huntley, som skal i aktion og forsøge at holde Ravens’ sæson i live. Huntley leverede en flot præstation mod Patriots, da han førte an på to touchdowns-serier.
Baltimore Ravens har nu tabt otte af 15 kampe i 2025-sæsonen, så de er afhængige af, at Pittsburgh Steelers (9-6) taber til Cleveland Browns (3-12) på søndag, samt at Ravens vinder sine to resterende kampe mod Green Bay Packers og Steelers.








