
Det bliver med Tyrod Taylor fra start, når New York Jets tørner sammen med Tampa Bay Buccaneers i tredje spillerunde.
Anden spillerunde var hård kost for ligaens quarterbacks. Joe Burrow pådrog sig en alvorlig skade i sin ene tå, J.J. McCarthy blev ankelskadet og Jayden Daniels kæmper med knæproblemer.
Nu er New York Jets’ Justin Fields den seneste quarterback, der er havnet på skadeslisten.
Justin Fields udgik fra opgøret mod Buffalo Bills, efter at han blev ramt i hovedet af Joey Bosa. Jets’ cheftræner Aaron Glenn har nu bekræftet, at Fields har pådraget sig en hjernerystelse, og at han ikke kommer i spil mod Tampa Bay Buccaneers i tredje spillerunde.
I stedet har Glenn meddelt, at det bliver Tyrod Taylor, som kommer til at starte i Fields’ fravær.
Tyrod Taylor har ikke spillet nævneværdigt i NFL siden 2023-sæsonen, hvor han startede fem kampe. I de fem kampe beviste Taylor, at han stadigvæk har en kanon arm, da han ramte på 11 af 27 kast à mindst 20 yards.
Ulempen var imidlertid, at Taylor havde svært ved at slippe bolden i tide, og at han derfor tog for mange slag og lod sig presse ud i svære situationer.
Justin Fields havde svært ved at følge op på sin flotte præstation i sæsonåbneren, da Jets tabte med 30-10 til Buffalo Bills. Før Fields måtte lade sig udskifte, havde han bare ramt på tre af 11 kast for 27 yards.








