
Det bliver med et skadesplaget receiverkorps, at Buffalo Bills skal forsøge at overvinde de forsvarende mestre fra Kansas City Chiefs.
I 11. spillerunde mødes de to bedst placerede mandskaber i AFC, når Buffalo Bills (8-2) og Kansas City Chiefs (9-0) brager sammen på Highmark Stadium i Orchard Park. Bills er pisket til sejr, hvis de skal gøre sig håb om at vippe Chiefs af pinden i duellen om førstepladsen i AFC.
Læs også: 10 svar vi leder efter i 11. spillerunde
Josh Allen må imidlertid undvære to af sine farligste våben i duellen med Steve Spagnuolos forsvar. Det er tight end Dalton Kincaid (knæskade) og rookie-receiver Keon Coleman (håndled), som misser det imødesete opgør på grund af skader.
Det var forventet, at Keon Coleman ville misse opgøret, da han også sad ude af Buffalo Bills’ seneste kamp mod Indianapolis Colts med et skadet håndled. Den 21-årige rookie har hurtigt etableret sig i NFL, og han står foreløbigt noteret for 417 grebne yards og tre touchdowns i sin debutsæson.
Dalton Kincaid pådrog sig sin knæskade i det førnævnte opgør mod Colts, og skaden har holdt ham ude af træningen i den indeværende uge. Josh Allen kommer utvivlsomt til at mangle den 25-årige tight end, som har grebet 356 yards og to touchdowns i 2024. Derudover har Josh Allen kastet hele 59 bolde i Dalton Kincaids retning i år, hvilket er flest af alle Bills’ spillere.
Mens Keon Coleman og Dalton Kincaid med sikkerhed er meldt ude af 11. spillerunde, så ser det anderledes positivt ud for Amari Cooper. Den nye Bills-profil missede tiende spillerunde med et skadet håndled, men han forventes at komme i spil mod Chiefs. Amari Cooper har grebet fem bolde for 69 yards og et touchdown, siden han skiftede fra Cleveland Browns til Buffalo Bills.
Læs mere: Seahawks’ startende center trækker sig tilbage som 27-årig








