Patrick Mahomes må klare sig uden sin oppasser Joe Thuney i søndagens AFC-finale mod Baltimore Ravens.

Fredag har Kansas City Chiefs bekræftet, at den nykårede All Pro-førsteholdsspiller Joe Thuney ikke kommer i spil i AFC-finalen.

Det er en skade i sin brystmuskel, som holder Joe Thuney ude af den sæsondefinerende kamp. Skaden er et stort slag for Patrick Mahomes’ angreb, der står over for ligaens bedste forsvar. Baltimore Ravens leverede både flest sacks (60) og forcerede flest turnovers (31) i NFL, ligesom de tillod færrest point (16,1 pr. kamp) i 2023-sæsonen.

Læs også: Optakt til AFC-finalen mellem Ravens og Chiefs

Joe Thuney har spillet en fremragende sæson, hvor han har startet samtlige kampe på Chiefs’ offensive linje. Ifølge analysemediet Pro Football Focus tillod Thuney bare to sacks i 2023-sæsonen, og han blev fortjent udnævnt til det prestigefyldte All Pro-førstehold.

Derudover misser Chiefs’ startende defensive tackle Derrick Nnadi sin anden kamp i træk, mens Isiah Pacheco (ankel), Willie Gay (nakke), Mike Edwards (hjernerystelse) og Kadarius Toney (hofte) alle er meldt tvivlsomme.