Tampa Bay Buccaneers må undvære en af deres helt store profiler, når de tørner sammen med Patriots i søndagens sene opgør, men det kan være værre.

Tight end Rob Gronkowski kommer ikke til at deltage i det store opgør mod New England Patriots. Der var lagt i kakkelovnen til en storkamp, da både Brady og Gronk skulle vende tilbage til de gamle jagtmarker, men legenden kommer ikke til at kaste til den dygtige tight end.

Ifølge NFL Networks insider, Ian Rapoport, drejede det sig om to brækkede ribben, men efterfølgende har det vist sig værre. Ifølge Jay Glazer, der har talt med spilleren selv, så er det faktisk fire ribben og en punkteret lunge, som holder den stærke tight end ude. Ikke nok med, at søndagen kamp bliver uden Gronk, så kan skaden påvirke de kommende uger.

Den 32-årige angrebsspiller er i risiko for at gå glip af flere kampe, idet Tampa Bay spiller tre kampe på blot 12 dage. Gronkowski har ellers været en kæmpe succes for Brady og Buccaneers. Efter at have brugt 2019 på pension, der blev brugt på rehabilitering, fester og wrestling, så var der lidt rust, der skulle bankes af, da den dygtige tight end skrev kontrakt med Tampa Bay i 2020.

Gronk har dog startet 19 grundspilskampe i træk for Buccaneers, og 2021 er startet med et brag, da han har grebet fire touchdowns og produceret mere end 180 yards i tre kampe.

Buccaneers er dog stadig store favoritter, men tabet af en af ligaens bedste tight ends er en skam for Brady, Arians og co.