Flere Rams-startere døjer med skadeskvaler

0

Skaderne hober sig op omkring Los Angeles Rams’ angreb. Senest måtte Puka Nacua og Rob Havenstein udgå fra Rams’ fælles træning med bysbørnene fra Chargers.

Los Angeles Rams’ angreb har ikke just fået den optimale start på træningslejren. Efter to ugers intensiv træning har Rams mistet tre femtedele af den offensive linje og den unge stjerne i svøb Puka Nacua til skader.

Puka Nacua udgik med knæproblemer, da Los Angeles Rams holdt en fælles træning med bysbørnene fra Chargers. Den 23-årige receiver pådrog sig skaden i sit højre knæ under det, der efter sigende var en intens 11-mod-11-øvelse.

Ifølge Sean McVay er der heldigvis ikke tale om en alvorlig skade, men Puka Nacua forventes ikke at kunne træne med i de kommende uger. Nacua var den helt store åbenbaring i 2023-sæsonen, hvor han satte en ny rookie-rekord for flest grebne bolde (105) og yards (1.486) i en sæson. Det var til trods for, at Rams først valgte Nacua i femte runde af 2023-draften.

Ud over Puka Nacua må Matthew Stafford og Sean McVay også undvære tre femtedele af den startende offensive linje til træning. Til lørdagens session udgik den højre tackle Rob Havenstein med en ankelskade, og han forventes at misse et par uger som følge.

Desuden døjer holdets venstre tackle Alaric Jackson også med ankelproblemer, mens Jonah Jackson ventes at misse resten af træningslejren med en skulderskade.

Los Angeles Rams spiller sin første træningskamp på søndag d. 11. august, når Dallas Cowboys gæster SoFi Stadium kl. 22:30 i Inglewood, Californien.

Husk at I kan se alle træningskampe, grundspilskampe og slutspilskampe via NFL GamePass, som udbydes af DAZN. Hvis I køber GamePass via dette link, støtter I også Gul Klud.