Dolphins mister cornerback for sæsonen

0

Artie Burns skrev under på en etårig kontrakt med Dolphins i marts, men allerede nu er sæsonen slut for den 30-årige cornerback.

Der skulle ikke gå mere end én dag af træningslejr før de fik sæsonens første sportlige mavepuster. Dolphins er allerede tyndt besatte på cornerback – især efter de tradede stjernespilleren Jalen Ramsey til Steelers for knap en månd siden – men nu ser det endnu være ud for Dolphins-forsvaret.

Nytilkomne Artie Burns gik ned med en smertefuld knæskade, hvilket senere har vist sig at være et overrevet korsbånd, der holder det tidligere førsterundevalg ude for resten af sæsonen.

Det er lidt af en bet for Dolphins, der som nævnt er tynde på cornerback-pladsen, hvorfor den rutinerede Burns potentielt kunne se frem til en startplads i løbet af sæsonen.

Han har bøvlet en del med spilletid og skader i løbet af de seneste seks sæsoner, hvor det kun blev til 14 kampe fra start i i alt 58 kampe. Førhen var han ellers anset som et stort talent, da han blev valgt i første runde af Pittsburgh Steelers i 2016-draften og endda spillede samtlige 32 kampe for holdet i de første to sæsoner.

I starten af free agency skrev han under på en etårig kontrakt til 1,355 mio. amerikanske dollars (8,6 mio. danske kroner) med Dolphins, men i stedet for at lukke wide receivere ned, kan han nu se frem til en masse tid på briksen.

Det forventes også, at Dolphins nu vil hente en ny cornerback til klubben, der skal konkurrere om at starte i løbet af 2025-sæsonen. I følge NFL-journalisten Aaron Wilson har Dolphins blandt andet haft et andet tidligere førsterundevalg i form af C.J. Henderson til prøvetræning som potentiel erstatning for Burns.

Opdatering: Dolphins har lørdag eftermiddag hentet cornerbacken Jack Jones. Det kan du læse meget mere om lige her.