Det har ikke været nogen dans på roser for Detroit Lions i år, og holdet må nu se deres førsterundevalg gå på tidlig ferie grundet en skade.

Jeffrey Okudahs rookiesæson slutter før tid, det fortæller den lokale journalist fra Detroit Free press, Dave Birkett, på Twitter. NFL Networks reporter Ian Rapoport bekræfter historien.

Okudah skal under kniven grundet en lyskeskade, og det kommer til at koste ham resten af sæsonen. Dermed misser han også opgøret mod Aaron Rodgers og Green Bay Packers. Det var en kamp, hvor Detroit i forvejen så ud til at have det meget svært.

Cornerbacken blev valgt som draftens tredje spiller, og der var massive forventninger til det, som mange kaldte en af de mest sikre spillere i årets draft. De forventninger har den blot 21-årige forsvarsspiller dog ikke levet op til. Okudah har haft det svært i den nu fyrede Matt Patricias system.

Den nu tidligere Lions-træner kaldte stort set kun mandsopdækning, og det har været meget pres at placere på den unge rookie, som har været en del af et forsvar, der har tilladt syvende-flest kasteyards i år.

Okudah erstattede den elskede cornerback Darius Slay, der forlod klubben via trade efter han ikke kunne enes med netop Patricia. Selv om rookiesæsonen ikke var en succes, så forventes den unge cornerback at være klar til næste års training camp. Med chancen for en mere traditionel opstart og en ny træner, håber alle i klubben, at Okudah kan leve op til det store potentiale i den kommende sæson.