Las Vegas Raiders’ stjernespiller udgik fra træning med en skade i benet.

Las Vegas Raiders fik en mareridtstart på fredagens fælles træningssession med San Francisco 49ers, da Davante Adams måtte udgå med en skade i benet efter ét spil. Skaden indtraf, da Adams forsøgte at gribe et kort kast, mens han var dækket op af 49ers’ Charvarius Ward. Adams måtte efterfølgende have hjælp til at forlade træningsbanen.

På det efterfølgende pressemøde bekræftede Raiders’ cheftræner Josh McDaniels, at Davante Adams havde pådraget sig en skade, som de ikke kender omfanget af endnu. Umiddelbart var McDaniels forholdsvis fortrøstningsfuld, men Raiders afventer nu de efterfølgende scanninger og tests.

Davante Adams har været relativt forskånet fra skader i sin karriere, hvor han kun har misset 11 kampe i sine ni sæsoner som professionel. Derudover har Adams ikke misset én kamp siden 2020.

I den seneste sæson skiftede Davante Adams til Las Vegas Raiders efter flere formidable sæsoner hos Green Bay Packers. Adams leverede da også varen i sin første sæson i sort og sølv, hvor han greb 100 bolde for 1.516 yards og 14 touchdowns – og således ville det være et enormt tab for Raiders’ angreb, hvis de skulle undvære Adams på noget tidspunkt i den kommende sæson.