Arizona Cardinals må sandsynligvis undvære både runningback Chris Johnson og safety Tyvon Branch i resten af sæsonen, efter de begge blev ramt af lyskeskader søndag.

Super Bowl-kandidaten Arizona Cardinals har fået en forfærdelig start på sæsonen med blot en enkelt sejr i fire forsøg, og nu er der kommet lidt ekstra grus i maskineriet.

Holdets backup-runningback, Chris Johnson, og safety Tyvon Branch er begge blevet så slemt skadet i lysken, at de skal opereres. Derfor sættes de på IR-listen og misser mindst otte kampe.

Cardinals kan vælge at bringe den ene af de skadede veteraner tilbage efter de otte uger, hvis den pågældende spiller er kommet sig over skaden. Den anden spiller vil være ude i hele sæsonen.

Med Johnsons skade vil Andre Ellington være første-reserve til David Johnson.