Cleveland Browns led et kritisk nederlag til Las Vegas Raiders tidligere på ugen, men nederlaget havde en større pris for en af holdets forsvarsspillere.

Pass Rush-specialist Takkarist McKinley kommer ikke til at hjælpe Cleveland Browns med at nå slutspillet, forsvarsspillerens sæson er nemlig slut. Den 26-årige edge rusher pådrog sig en skade i nederlaget til Las Vegas Raiders og måtte køres fra banen.

Efterfølgende undersøgelser har bekræftet, at forsvarsspilleren har en overrevet akillessene. Det betyder, at 2021-sæsonen er slut.

McKinley var ifølge journalister tæt på holdet en vigtig og elsket figur i omklædningsrummet og havde haft en stor indflydelse på et velspillende Browns-forsvar. Den unge spiller, der startede karrieren i Atlanta som førsterundevalg i 2017, havde lavet 20 tacklinger og produceret 2,5 sacks i indeværende sæson. McKinleys kontrakt løb kun for 2021-sæsonen, så spilleren går ind til genoptræningsforløbet med større usikkerhed end andre.

Brownsspillerne hobede sig sammen efter skaden fandt sted og støttede deres holdkammerat, da han blev kørt fra banen. Forsvarets absolutte stjerne, Myles Garrett havde følgende ord at sige til sin skadede medspiller:

“Jeg fortalte ham, at han skulle være optimistisk, at vi elsker ham, og at vi er der for ham. Han skal holde hovedet højt. Jeg ved, at han havde det svært, fysisk og mentalt (efter skaden red.), og vi ville bare have, at han skulle vide, at vi har hans ryg.”