Denver Broncos’ defensive linjemand Jurrell Casey har revet sin bicepsmuskel over og misser resten af sæsonen.

Denver Broncos har været absurd uheldige med skader i denne sæson, og mandag aften blev det klart, at de nu lider endnu et knæk.

Det meddeler blandt andet NFL Medias Ian Rapoport.

Casey kom til holdet via en handel med Tennessee Titans inden sæsonen, og Broncos måtte bare betale et syvenderundevalg for den femdobbelte Pro Bowl-spiller. I denne sæson bliver det desværre ikke endnu en Pro Bowl for Casey.

Dermed har Broncos nu alvorlige skader til startere i alle kæder på både angreb og forsvar – med undtagelse af den offensive linje, der desværre for Broncos er den suverænt dårligste enhed på holdet.

Casey kan nu se frem mod næste sæson sammen med wide receiver Courtland Sutton og pass rusher Von Miller, der også er ude i hele sæsonen. Quarterback Drew Lock, runningback Phillip Lindsay og cornerback A.J. Bouye er bare et lille udpluk af Broncos’ andre skader.

Broncos tabte søndag med 28-10 til Tampa Bay Buccaneers og har endnu ikke lagt sig fast på en quarterback til kampen allerede torsdag mod New York Jets. Begge hold er 0-3, så det bliver en vigtig kamp for begge mandskaber.