Tyler Lockett lovpriser sin holdkammerat til skyerne efter en flot halvsæson.

Russell Wilson har spillet sig ind i diskussionen om, hvem der fortjener at blive kåret til sæsonens vigtigste spiller. Og til trods for at Wilson er blevet negligeret i debatten alt for længe, så hænger hans øjeblikkelige og relativt større succes også sammen med, at DK Metcalf spiller på et ualmindeligt højt niveau.

Det har fået Tyler Lockett op ad stolen. I et interview med Sports Illustrated udtaler Tyler Lockett bl.a., at DK Metcalf har kvaliteterne og talentet til at blive én af de bedste receivere i NFL’s glorværdige historie. I så fald skal Metcalf nå de samme højder som Jerry Rice, Terrell Owens, Calvin Johnson osv.

DK Metcalf har grebet 43 bolde for 788 yards og otte touchdowns i 2020, hvilket er næst flest i NFL. Således er DK Metcalf godt på vej til at udligne og forbedre sine personlige statistikker fra debutsæsonen i fjor, hvor han greb 58 bolde for 900 yards og syv touchdowns.

Seattle Seahawks valgte DK Metcalf i anden runde af 2019-draften.