
Seahawks’ forsvar leverede en magtdemonstration, og sikrede holdet førsteseedet i NFC og divisionstitlen i NFC West med en sejr på 13-3 over 49ers.
Natten til søndag faldt brikkerne på plads i toppen af NFC, da Mike Macdonald slukkede Kyle Shanahans ellers brandvarme angreb.
Seattle Seahawks besejrede divisionsrivalerne San Francisco 49ers med 13-3 på udebane, og sikrede sig dermed førsteseedet i NFC og divisionstitlen i NFC West. Det betyder, at Seahawks er garanteret en friuge, før de indtræder slutspillet i divisionsrunden samt at de har hjemmebanefordel frem til Super Bowl LX.
Det er første gang siden 2020-sæsonen, at Seahawks hjemtager divisionstitlen i NFC West.
Omvendt betyder resultatet, at San Francisco 49ers indtræder slutspillet som femte eller sjetteseedet alt efter, om Los Angeles Rams besejrer Arizona Cardinals og Hjalte Froholdt eller ej.
Læs også: Det spiller de om – uge 18
Defensiv magtdemonstration af Seahawks
Som resultatet antyder, så leverede Seattle Seahawks’ toprangerede forsvar en magtdemonstration i Santa Clara.
Opdækningen var skudsikker, tacklingerne sad i skabet, og Brock Purdy havde sjældent et roligt øjeblik. Seahawks holdt 49ers til sølle ni første downs, beskedne 173 offensive yards og ingen touchdowns.
Samtidig fremtvang Seahawks en interception i kampens slutfase, som reelt set afgjorde opgøret, da Drake Thomas pillede bolden væk fra Christian McCaffrey.
Seahawks’ defensive præstation skal ses i lyset af, at 49ers i gennemsnit havde scoret 35,7 point og produceret 373,2 offensive yards pr. kamp i deres seneste seks optrædener, hvilket var bedst i NFL i den periode.
Sam Darnold håndterede sit déjà vu
På den modsatte side af bolden leverede Sam Darnold og resten af Seahawks’ angreb en konservative, men fejlfri og kontrolleret indsats.
Kenneth Walker III og Zach Charbonnet kombinerede for 171 løbede yards, og sidstnævnte stod for kampens eneste scoring, da han fandt et hul i 49ers’ forsvar og scorede et 27-yard langt touchdown.
Sam Darnold ramte på 20 af sine 26 kast for 198 yards uden touchdowns eller interceptions som følge. Det er godkendt, når vi tager højde for Seahawks’ enorme kvalitet på forsvaret, samt at Darnold fik ørerne i maskinen, da han stod i den samme situation i fjor, hvor han og Minnesota Vikings kunne erobre førsteseedet og divisionstitlen i NFC North mod Detroit Lions.
På den baggrund kontrollerede Seahawks’ angreb store dele af kampen, og de sluttede med suverænt mest boldbesiddelse med 37:48 minutter mod 49ers’ 22:12 minutter. Hvis ikke det var fordi, at Jason Myers brændte to field goals, så havde sejren været i hus tidligere.
Læs også: Hjalte Froholdt lukker sæsonen mod Los Angeles Rams








