Seattle Seahawks har skrevet kontrakt med Marshawn Lynch, der dropper pensionen og vender tilbage til NFL.

Seahawks har de seneste to uger mistet ikke bare én eller to, men hele tre runningbacks, og derfor gik klubben mandag i desperations-mode. Eller skulle vi sige BeastMode.

Løsningen blev som beskrevet her på Gul Klud, at hente en gammel kending ind til klubben.

Marshawn Lynch dropper pensionen og snører støvlerne en sidste gang for at hjælpe sin tidligere klub i sæsonens sidste grundspilskamp og slutspillet, som Seahawks allerede har kvalificeret sig til.

Seahawks får Marshawn Lynch tilbage lige i tide til et slutspil, hvor han tidligere har haft stor succes. Han vandt Super Bowl 48 med Seahawks over Broncos, og var også med da klubben året efter tabte til New England Patriots.

Hans mest kendt løb i slutspillet og velsagtens karrieren kom mod New Orleans Saints. Læbet bragte så vilde tilstande på tilskuerpladserne, at det blev registreret på Richter-skalaen som et lille jordskælv.

Marshawn Lynch har løbet for 10.379 yards i sin karriere og scoret 84 touchdowns. Efter seks år i Seattle trak sig i 2015 midlertidigt tilbage, inden han i 2017 kom tilbage for at slutte karrieren med sin barndoms favoritklub Oakland Raiders. Her spillede han to sæsoner, før han igen sagde farvel til NFL efter 2018-sæsonen.

Nu er BeastMode officielt tilbage!