
Ifølge TV-stationen ESPN har San Francisco 49ers’ hårdtslående schweizerkniv Deebo Samuel krævet et skifte væk fra The Bay Area.
TV-stationen ESPN mener at vide, at Deebo Samuel har meddelt 49ers, at han ønsker et skifte væk fra San Francisco. ESPN skriver endvidere, at 49ers har givet Samuel grønt lys til at afsøge markedet og finde sig et hold, der kunne være interesseret i at slå en handel af med 49ers.
Det er ellers bare en måned siden, at San Francisco 49ers’ sportschef John Lynch afviste, at han ville fritstille eller handle Deebo Samuel væk.
Deebo Samuel har været en del af San Francisco 49ers’ mandskab, siden de valgte ham i anden runde af 2019-draften.
I løbet af sine seks sæsoner i San Francisco har Samuel etableret sig som én af de bærende spillere på 49ers’ angreb. Samuel har spillet 81 kampe for 49ers, hvori han har grebet 4.792 yards, løbet for 1.143 yards og scoret 42 touchdowns.
Senest har Deebo Samuel gennemgået en svær 2024-sæson, hvor han har døjet med flere skader. Således blev Samuel begrænset til relativt beskedne 806 offensive yards og fire touchdowns, og San Francisco 49ers glippede slutspillet for første gang siden 2020-sæsonen.








