San Francisco 49ers har skiftet quarterback op til ugens kamp. Colin Kaepernick er tilbage som starter, og ifølge en scout hos NFL, så kan det blive rigtigt farligt.

NFL Networks egen Bucky Brooks er selv tidligere NFL-spiller og scout. Han har hevet fat i sine forbindelser, for at høre nogle holdninger, omkring fremtiden for San Francisco 49ers, og ikke mindst Colin Kaepernick under Chip Kellys ledelse.

Chip Kelly skaffede sig selv et job i NFL, først hos Philadelphia Eagles og siden San Francisco 49ers, med det overbevisende spil han leverede i college sammen med Oregon Ducks. Her var hans quarterback den nuværende Titans-profil Marcus Mariota. Sammen førte de Mariota til et Heisman Trophy, som er en pris til den bedste spiller i college-football.

I Philadelphia Eagles havde Chip Kelly det ikke nemt, hvor hverken Nick Foles eller Sam Bradford fungerede optimalt i hans system. Det samme er nu sket i San Francisco, hvor Blaine Gabbert ikke var svaret, til hvad Kelly gerne ville opnå. I stedet får Colin Kaepernick nu chancen, og han kan til forveksling ligne Mariota i sin spillestil.

I Nevada, hvor Colin Kaepernick var en dominerende quarterback i college, kastede han for over 10.000 yards og løb samtidig over 4.000 yards. Siden 2013 har man dog ikke set den Kaepernick i NFL, men ifølge en NFC-Scout forholdsvis tæt på både Chip Kelly, og Kaepernick, kan vi godt forberede os på at se en velkørende Kaepernick igen.

”Han giver Chip Kelly en playmaker-type som Marcus Mariota. Han er ikke ligeså atletisk, men han er dynamisk og yderst eksplosiv med bolden i hans hænder. Han er meget mere anderledes, end de quarterbacks vi har set i NFL forsøge at udføre Kellys system.”

Og scouten er ikke færdig med sine positive ord om det kommende makkerskab.

”Oh, jeg tror han kommer til at styre det suverænt. Han er i det perfekte system for hans evner. Jeg forventer Kaepernick gør det godt under Chips ledelse”

San Francisco 49ers gæster denne søndag Rex Ryan og Buffalo Bills. Det bliver den første kamp, hvor Kaepernick er startende quarterback i denne sæson.