Jimmy Garoppolo ser ud til at være sluppet billigt fra sin skade i søndagens opgør mod New York Jets.

Som tidligere berettet på Gul Klud udviklede San Francisco 49ers’ opgør mod New York Jets sig til et forfærdeligt mareridt, som kommer til at give Kyle Shanahan hovedpiner i de næste mange uger.

49ers mistede både Nick Bosa og Solomon Thomas for sæsonen, mens running back-duoen Raheem Mostert og Tevin Coleman ligeledes måtte udgå med skader.

Læs mere om 49ers’ skadeshelvede her.

Der er dog én positiv nyhed i kølvandet på 49ers’ opgør mod Jets, da det ser ud til, at Jimmy Garoppolos ankelskade ikke er så slem som først antaget. Hertil har Kyle Shanahan vurderet, at Garoppolo allerede kan være i spil til søndagens kamp, hvor 49ers på ny indtræder MetLife Stadium i New Jersey, når de møder New York Giants.

Hvis ikke Jimmy Garoppolo bliver sine ankelproblemer kvit, får Nick Mullens igen chancen under center. Mullens trådte også til i søndagens kamp mod Jets, hvor han kastede 11 bolde for 71 yards og en interception.