Selv om det er blevet til mange år i NFL, så har Frank Gore et ønske om at spille et år mere hos klubben, hvor det hele startede.

De fleste har hørt den gamle talemåde, at NFL står for Not For Long. Det modsatte har været tilfældet for runningback Frank Gore, der har spillet i ligaen i 16 sæsoner. Veteranen drømmer dog om at tage en sæson mere for holdet, der gav ham den første chance i NFL, San Francisco 49ers.

I et interview med radiostationen 95.7 The Game udtaler den 37-årige runningback, at han vil elske at trække i sit vante nummer 21 og spille sin sidste sæson i NFL. 

Gore blev draftet i tredje runde i 2005 og har siden da spillet mere end 240 kampe i NFL, et signifikant tal for en runningback. Veteranen har spillet klart flest kampe for 49ers, hvor han har rekorden for flest løbeyards i klubbens historie og er nummer to på listen over flest løbetouchdowns, blot fire efter Joe Parry, der spillede i klubben fra 1948 til 1963.

Gore har været så konstant en figur i NFL, at han er nummer tre på listen over flest løbeyards i ligaens historie. Veteranen har løbet for præcis 16000 yards og er kun overgået af Walter Payton og Emmitt Smith.

Selv om den største succes kom i San Francisco har Gore også været en værdifuld spiller for Indianapolis Colts i tre sæsoner, og efterfølgende er det blevet til et enkelt år for Dolphins, Bills og senest New York Jets. 49ers havde sidste år store skadesproblemer på runningbackpositionen, så en eventyrafslutning er ikke udelukket for de to parter.