Victor Bolden, der agerede som 49ers kick returner sidste år, har forbrudt sig mod NFLs regler om præstationsfremmende midler. Han har fået fire kampes karantæne.

Sidste år fandt den vævre Victor Bolden vej til 49ers roster, efter han ikke blev draftet i 2017-draften. Han optrådte i ni kampe, men nu er vejen til årets 49ers-hold blevet lidt længere. Den 23-årige receiver har fået fire kampes karantæne for brud på ligaens regler om præstationsfremmende midler.

Bolden, der spillede college hos Oregon State, vandt en plads på 49ers’ hold som kick returner. Selvom han ikke greb en bold på angrebet, returnerede han 19 kickoffs og fire punts. Hans længste kickoff return var 34 yards. Det kan blive svært for Bolden at tilkæmpe sig en plads på holdet igen i år, hvis han ikke udvikler sig til mere end en returner.