Gul Kluds skribenter sætter fokus på 32 spillere, der har potentialet eller en gylden mulighed for at bryde igennem i 2022-sæsonen.

Hvert år er der en række spillere, som enten kommer ud af det blå eller tager det afgørende skridt mod at blive en væsentlig spiller i NFL. I sidst sæson så vi eksempelvis Cordarrelle Patterson etablere sig som en dødbringende schweizerkniv for Atlanta Falcons eller Jonathan Taylor, der løb for flest yards af alle i ligaen.

Det er den type spillere, som Gul Kluds skribenter tager et nærmere kig på i denne sæsonoptakt. Spillerne, som vi forventer, kommer til at overraske positivt. Det kan være Pat Surtain II, som har potentialet til at blive en af de bedste cornerbacks i ligaen, eller Michael Pittman, der har fået Matt Ryan ind som quarterback.

Vanen tro er I velkomne til at give jeres besyv med i kommentarfeltet. Hvem tror I, kommer til at overraske positivt og få sit gennembrud i NFL i den kommende sæson?

Dallas Cowboys: Tony Pollard, RB  
Bevares, Ezekiel Elliott viste glimt af fordums styrke i takt med, at han blev sin ledbåndsskade kvit i fjor. Ikke desto mindre synes det sikkert, at Elliott er på vej ind i sin karrieres efterår. Og det bør åbne døren for Tony Pollard, der har fået en stadigvæk tiltagende rolle i Cowboys’ angreb. Det skyldes ikke mindst, at Pollard er mere eksplosiv og alsidig end sin kompagnon, hvilket han beviste ved at løbe og greb bolde for 1.056 yards og to scoringer i 2021. Det er evner, som Kellen Moore må og skal udnytte i den kommende sæson, da Cowboys har mistet Amari Cooper og Cedric Wilson, ligesom Michael Gallup misser sæsonstarten. Der er altså meget, som taler for, at den kommende sæson bliver Pollards endelige gennembrud i NFL, hvor han etablerer sig som Cowboys’ primære runningback.

Philadelphia Eagles: Marcus Epps, S
Det forventes at 26-årige Marcus Epps vil overtage starter rollen på den ene safety position til denne sæson, efter at Rodney McLeod er taget til Colts. Epps har været en ganske solid backup safety de seneste to år hos Eagles, hvor han 2021 nåede 62 tacklinger og én interception. Da McLeod var ude med et overrevet korsbånd i 2020 viste Epps også, at han sagtens kan bruges som starter. I 2020 imponerede han særligt mod løbet, hvor han blev målt til at være den bedste spiller i Eagles’ bagkæde til at stoppe modstanderens runningbacks.  Eagles’ trænere er meget høje på Epps, så nu er det blot op til ham selv at tage det næste skridt og for alvor få cementeret sin starter rolle og sit gennembrud i NFL.

Washington Commanders: Samuel Cosmi, OT
Sidste års rookietackle havde en lovende sæsonstart inden han blev ramt af en skade. Den store tackle kan med sin fysisk og længde være med til at være en tonesættende højre tackle i NFL. Commanders bør i år igen have et balanceret angreb, der kan udfordre og fremvise Cosmis talenter. Den 23-årige angrebsspiller bør være bedst i løbespillet, hvor tilføjelse af Brian Robinson og fastholdelsen af JD McKissic bør give tro på, at holdet komme til at udnytte den del af spillet i stor grad. Holdet har dygtige Charles Leno på venstre side og Chase Roullier i midten, hvis Cosmi kan udvikle sig kan den offensive linje igen blive en styrke i Washington.

New York Giants: Andrew Thomas, OT
Jajaja, det er måske lidt billigt, da man godt kan argumentere for, at han begyndte at blive god allerede sidste år. Men i år bryder Thomas igennem som en af de bedre tackles i ligaen. Han vidste tydeligt sidste år, at han er ved at føle sig tilpas i NFL, samtidig med, at Giants faktisk har lavet nogle fornuftige investeringer i free agency og draften. Schoen hentede et par solide veteraner ind i Jon Feliciano og Mark Glowinski, der ikke er superstjerner, men de ved trods alt, hvad de laver, og har et udmærket niveau. Koblet med valget af den monstrøse Evan Neal, ser Thomas’ arbejdsbetingelser rigtig gode ud i 2022.

Buffalo Bills: Gabriel Davis, WR
Jeg synes, at det er svært at pege på, hvem der bryder igennem lydmuren for Buffalo Bills, og Gabriel Davis er måske et lidt kedeligt valg. Han har trods alt haft to sæsoner med fin prduktion, og han har vist, at han er god til at skabe separation. Nu står han imidlertid til at være starter modsat Stephon Diggs, og jeg tror, at han bryder igennem og kommer op i nærheden af 1000 grebne yards og 10 touchdowns, hvis ikke mere. Han havde også fire touchdowns imod Chiefs i slutspillet af sidste sæson, så mon ikke han vil forsøge at fortsætte de takter i den nye sæson. 

New England Patriots: Rhamondre Stevenson, RB
Patriots har de seneste år markeret sig som værende et hold, der har elsket at bruge forskellige runningbacks og være involveret i løbespillet. Det bliver også tilfældet i år, hvor Damien Harris ligner starteren og James White igen bør kunne udfylde en rolle i kastespillet. Til alle andre situationer kan unge Rhamondre Stevenson sagtens blive en faktor. Sidste års fjerderundevalg leverede gode ting i de kampe han var involveret i og viste alsidighed. I de første kampe blev han brugt i kastespillet, men senere var det på jorden, at han slog til. Fra spillerunde 8 til og med 16. spillerunde løb han for mere end 500 yards og snittede næsten 4,7 yards per løb. Det er solide tal og vidner om en spiller, der kan tage mere ansvar i år.

Miami Dolphins: Jaelan Philllips, EDGE
Han så god ud som rookie i fjor med 8,5 sacks, og Jaelan Phillips tager endnu et skridt frem i år og udvikler sig til Dolphins’ bedste pass rusher. Det var ikke kun “nemme” sacks, hvis man kan kalde det det, i hans rookiesæson, og han stod også for en masse pres, så der er mere i vente, tror jeg. Han bliver formentlig starter, og så runder han også 12 sacks, tror jeg. 

New York Jets: Elijah Moore, WR
Der var store forventninger til den lille Elijah Moore, som Jets sidste år blev valgt i draftens anden runde. De blev aldrig rigtigt indfriet, dels på grund at New Yorks generelt svingende angrebsspil, men også grundet skader hos spilleren selv. Håbet er nu, at Moore er rask og klar til brænde banen af. Der var ellers lovende tegn lige inden receiverens sæson sluttede. I de sidste tre opgør inden sæsonen sluttede for tidligt for Moore, greb han 18 bolde for 268 yards og scorede to touchdowns. Med en rask Corey Davis og tilføjelsen af Garrett Wilson og to dygtige tight ends er kvaliteten omkring Moore også bedre, hvilket burde give mere plads at arbejde på.

Green Bay Packers: Allen Lazard, WR
Der er efterladt et stort hul på receiverposten i Green Bay efter afgangen af Davante Adams. Allen Lazard er udset til at udfylde hullet. Med Aaron Rodgers som quarterback er der derfor rigtig gode muligheder for at blive stjernerig, når denne sæson slutter. Lazard spiller lige nu på en minimal kontrakt, der passer meget godt til hans produktion i karrieren indtil videre: 109 grebne bolden for 1448 yards og 14 touchdowns. Lazard kan nok ikke helt fordoble de karrieretotaler på bare en enkelt sæson, men jeg vil ikke afvise, at det kan lade sig gøre, hvis samarbejdet med Rodgers kommer til at klikke perfekt.

Minnesota Vikings: Christian Darrisaw, OT
Vikings har længe haft store udfordringer på den offensive linje, og selvom de har forsøgt sig med forskellige lappeløsninger, har de endnu ikke fundet de vises sten. Men fundamentet er lagt, ikke mindst med sidste års 1. runde draft pick Christian Darrisaw på venstre tackle. Klubben havde store forventninger til ham sidste år, men en skade inden sæsonen betød, at han missede værdifuld træning og endte med kun at starte 10 af sæsonens 17 grundspilskampe. Nu er han skadefri, og kan han leve op til din høje draft-status, så har Vikings endelig fundet stabilitet på den vigtige tackle på Kirk Cousins bagside.  

Chicago Bears: Thomas Graham, CB
Jeg ser lidt, at Cole Kmet og Darnell Mooney brød igenne sidste sæson, så derfor faldet valget på endnu en andenårsspiller, som kan få et stort år i 2022. Bears har en ny træner i Matt Eberfluss, som har været en solid forsvarstræner i flere år. Det er en god læremester for en talentfuld, ung cornerback. Bears har flere nye brikker på forsvaret og står i en genopbygningsfase, det kan betyde en masse spilletid til Graham. Den lille cornerback spillede ikke meget i 2021, men jeg var yderst imponeret over ham, da de tabte til Vikings i femtende spillerunde. Graham har døjet med en skade under training camp, men imponerede ifølge lokale journalister i de mini camps, der fandt sted forinden. Han var en erfaren spiller fra college med tre år som starter hos Oregon og kan få en betydningsfuld rolle for Bears.

Detroit Lions: Alim McNeil, DT  
Dan Campbell og Brad Holmes har investeret betydelige summer i den defensive linje inden den kommende sæson, hvor Aidan Hutchinson er hentet ind for at gøre livet surt for modstandernes angreb. Såvel tilgangen af Hutchinson som det forventede skifte til et 4-3-forsvar kommer til at gavne defensive tackle Alim McNeil, der allerede viste glimt af talent og kvalitet i sin debutsæson i fjor. McNeil, der blev valgt i tredje runde, spillede alle 17 kampe for Lions og leverede 35 tacklinger, to sacks og 10 pressures. McNeil har derfor både potentialet og omstændighederne med sig for, at han kan blive en af de mest betydningsfulde gennembrudsspillere i den kommende sæson.

Cincinnati Bengals: Joseph Ossai, DE
Bengals får en alvorlig saltvandsindspøjtning til deres defensive linje i år. Sidste års tredjerundevalg Joseph Ossai er nemlig godt på vej tilbage fra den skade, som spolerede hans første sæson i ligaen og så bliver der lige så stille opbygget noget buzz omkring Cam Sample. Men lige præcis Ossai ser ud til at have kurs mod et gennembrud i år og det er kærkomment for Bengals, der har brug for noget supplement på edge positionerne. Der var ingen fare på færde, når holdets superstjerne Trey Hendrickson blev taget af banen i sidste sæson og holdet har alvorligt brug for nogle kompetente reserver, som kan aflaste starterne. Så hold øje med Ossai i år.

Pittsburgh Steelers: Pat Freiermuth, TE
Jeg havde virkelig lyst til at vælge Akhello Witherspoon her, da jeg tror, den tidligere 49ers- og Seahawks-cornerback endelig har fundet sine ben et sted, hvor han kan slå igennem. Jeg kan dog ikke ignorere, hvor mange lovende takter tight end Pat Freiermuth viste sidste år. Han er bare en klog og dygtig ruteløber, der har virkelig gode hænder, og jeg tror, han vil gå en stor sæson i møde på et angreb, der uden Ben Roethlisberger forventes at kaste meget mere hen over midten. Det ville ikke overraske mig, hvis Freiermuth var en top 5 tight end i år.

Cleveland Browns: Jeremiah Owusu-Koramoah, LB
Målt på potentiale var det et steal, da Cleveland fik fat i Owusu-Koramoah med valg nummer 52 i 2021-draften. Han havde allerede vundet prisen som bedste linebacker i College football, så det var ret overraskende, at ingen tidligere i draften turde tage chancen. Browns har et svagt linebacker-korps, som desuden ikke får meget hjælp af deres interior defensive line, men her var rookien et lyspunkt. Han er vanvittigt hurtig, og så er han meget præcis og sikker i sine tacklinger. Han kunne på sigt godt blive en af de linebackere, der genererer mange sacks over en sæson, hvis de kan få brugt ham korrekt. Defensiv koordinator Joe Woods er ikke vild med at blitze, men som sæsonen skred frem fik de inkluderet Owusu-Koramoah mere og mere, og det begyndte virkelig at bære frugt. Hvis de slipper ham løs i 2022-sæsonen, så har han potentialet til at bryde ud som en af de bedste linebackere i ligaen.

Baltimore Ravens: Rashod Bateman, WR
Som Ravensfan ser jeg afsindigt mange gennembrudskandidater på rosteren i år, men jeg vælger at gå med den mest åbenlyse i wide receiver Rashod Bateman. Jeg kunne også have valgt Tyler Linderbaum eller hoppet forsæsonens helt store hypetog og valgt Isaiah Likely. Bateman kan ikke bare bryde igennem i år, det er så sikkert som amen i kirken, at han vil få en masse targets fra Lamar. Men hvad er et gennembrud i et angreb, der er en kende receiverfjendsk? I min optik skal han over 1000 yards, og for at være helt ærlig vil jeg blive dybt overrasket og skuffet, hvis han ikke når det.

Næste side: Panthers, Titans og Broncos har cornerbacks, der kan bryde igennem i den kommende sæson