Tampa Bay Buccaneers: Joe Tryon-Shoyinka, DE
Buccaneers kan godt lide pass-rushers med to efternavne. Således skifter de nu fra Pierre-Paul til Tryon-Shoyinka. Med farvellet til Jason Pierre-Paul får andenårs-spilleren Joe Tryon-Shoyinka nu endelig chancen for at starte fast. Han så godt ud ved flere lejligheder i sin rookie-sæson, men endte med at se det meste af sæsonen fra bænken bag JPP og Shaq Barrett på den anden edge. Sidstnævnte bærer stadig hovedansvaret for pass rush, men Tryon Shoyinka får alle muligeheder til at nyde godt af den opmærksomhed som hans rutinerede holdkammerat tiltrækker sig. Samtidig med det har Bucs en giftig indvendig trio med Vita Vea, Akiem Hicks og Logan Hall, der burde give Tryon-Shoyinka masser af en-mod-en situationer.      

New Orleans Saints: Paulson Adebo, CB
Man kan diskutere, om Paulson Adebo allerede fik sit gennembrud i 2021, hvor han i sin rookiesæson var fast starter. Selvom rookiesæsonen bød på både op- og nedture, så var det overordnet set ret opløftende fra Adebo. Jeg tror dog, at der er endnu mere at hente hos Adebo, der har størrelsen, de atletiske evner og playmaker-evner til endnu mere. Hvis gennembruddet sker, vil han sammen med Marshon Lattimore danne en af ligaens mest frygtede cornerback-duoer.


Atlanta Falcons: Richie Grant, S
Richie Grant fik begrænset med spilletid i sin debutsæson i fjor, men må forventes at blive en større – og potentielt bærende – del af Atlanta Falcons’ bagerste forsvarsgeledder i 2022. Den 24-årige safety var en force for UCF i college-rækkerne, hvor han bl.a. leverede 72 tacklinger, et sack, to forcerede fumbles og tre interceptions i sin afsluttende sæson. Han er altså en alsidig spiller, der både kan spille i boksen, men ligeledes har fine opdækningsevner og dertilhørende spilforståelse. Samlet set tillod Grant 192 kastede yards, hvoraf 54 indtraf mod Miami Dolphins, men ingen scoringer i 2021. Hvis trænerstaben giver ham kontinuerligt med spilletid og tillid, tror jeg, at han kan få en flot sæson, hvor han etablerer sig som en solid startende safety i NFL.

Carolina Panthers: Jaycee Horn, CB
Jeg har en fornemmelse af, at en eller anden Panthers-receiver får et gennembrud i år, men om det bliver Terrace Marshall, Shi Smith eller Rashard Higgins, kan jeg ikke helt gennemskue. Derfor kigger jeg mod forsvaret, hvor top 10-valget fra 2021, Jaycee Horn, er tilbage efter sin skade. Den atletiske og fysisk stærke cornerback var udset til en nøglerolle sidste år, og nu er det tid til, at han indtager den med et års forsinkelse. Horn er en playmaker, der kan løfte hele forsvaret omkring sig. Ham, Donte Jackson og C.J. Henderson kan blive en ekstremt spændende og atletisk cornerback-trio.

Tennessee Titans: Caleb Farley, CB
Farley blev valgt i første runde af draften sidste år, og Titans fik en ekstremt talentfuld spiller, der faldt lidt i draften på grund af skadesproblemer. Den unge cornerback kom heller ikke uskadt igennem sæsonen, men de perioder, vi så ham spille bar vidnesbyrd om, at han kan blive en af ligaens bedste cornerbacks. Spørgsmålet er så, om Farley kan holde sig skadesfri i år. Lykkes det har han masser af erfarne kræfter omkring sig, der kan hjælpe ham til at blive en fremragende spiller.

Indianapolis Colts: Michael Pittman Jr., WR
Indianapolis Colts er en smule svagt besat på wide receiver-positionen på vej ind i 2022-sæsonen. Der er dog en spiller, jeg forudser, får sit endelig gennembrud i NFL. Den spiller er Michael Pittman Jr. Den tidligere USC-receiver, der blev draftet i 2. runde i 2020-draften, greb sidste sæson 88 bolde for 1082 yards og 6 touchdowns. De statistikker er i og for sig fine, men jeg forventer en markant fremgang i 2022. Pittman er det klare førstevalg på receiver-positionen hos Colts, og han har efter sigende været fuldstændig ustoppelig i training camp. Hans udvikling har hidtil haft en opadgående kurve i hans første to sæsoner i NFL, og jeg tror hans endelige gennembrud kommer i denne sæson.

Houston Texans: Nico Collins, WR
Sidste års tredjerundevalg fik bidraget en smule på Texansangrebet med sine 33 grebne bolde for 446 yards. Den produktion kommer med al sandsynlighed til at stige i år, hvor der er lidt mere styr på angrebet og hvor holdet efterhånden har etableret en form for sammenhæng. Collins spiller modsat Brandin Cooks, som må forventes igen at tiltrække en del opmærksomhed og det kan skabe plads for den 193cm høje receiver. Specielt hans højde gør ham et attraktivt mål, når (hvis) Texans nærmer sig modstanderens end zone og det kan potentielt betyde touchdowns.

Jacksonville Jaguars: Trevor Lawrence, QB
Jacksonvilles helt store håb sprænger lydmuren i år. I hørte det her først. Intet i Jacksonville er som sidste år, og det er godt. Ind er kommet et par kompetente angrebstrænere, som skal forsøge at maksimere Lawrences evner og der er handlet ind til at beskytte ham og give ham bedre våben. Doug Pederson og Press Hamilton har 110% quarterbackfokus og det vil i høj grad komme Lawrence til gavn. Sol, måne og stjerner er arrangeret i en sådan grad, at Lawrence kaster 4.500 yards og 30 touchdowns.


Los Angeles Rams: Ernest Jones, LB
Efter en stille start på tilværelsen i NFL fik Ernest Jones etableret sig som startende linebacker for Los Angeles Rams. Det skete efter syvende spillerunde, hvor Rams sendte Kenny Young til Denver Broncos og derefter udviklede Jones sig til at blive et væsentligt aktiv for de senere Super Bowl-mestre. Han var bl.a. en af de bedste spillere på banen i Super Bowl LVI, hvor han leverede syv tacklinger, et sack og tre QB-hits. Derudover har Rams sagt farvel til Von Miller i løbet af foråret – og uden at hente en oplagt afløser ind. Det kunne tyde på, at Raheem Morris vil variere sit presspil en anelse mere i den kommende sæson, og her kan Jones få en afgørende rolle. Endelig har Rams hentet Bobby Wagner ind, som utvivlsomt vil lære Jones en masse såvel på som uden for banen, hvilket vil hæve hans niveau yderligere. Samlet set er der meget, som taler for Ernest Jones som en gennembrudsspiller i 2022.

Arizona Cardinals: Isaiah Simmons, LB
Jeg var lidt i tvivl om, hvem jeg skulle vælge her. Men når jeg lige tænker mig om, så bliver det klart for mig, at jeg bliver nødt til, at vælge Isaiah Simmons. Denne sæson MÅ være hans gennembrudssæson, hvor han lukker munden på hans kritikere. Han har så meget fysisk og atletisk potentiale, men han har fået lidt hug for, at han ikke reagerer hurtigt nok på det han ser. Men nu er der forlydender om, at han er begyndt, at blive en klogere spiller. Faktisk, så har Vance Joseph (def. koordinator), udvalgt Isaiah Simmons til, at kalde forsvarets spil – en stor udvikling for den unge linebacker. Kombinationen af atletiske evner, og han nyfundne forståelse for spillet, kan vise sig, at være årsagen til hans endegyldige gennembrud på et Cardinals-forsvar, der har alvorligt brug for playmakere.

San Francisco 49ers: Aaron Banks, OG
Aaron banks fik ikke megen spilletid i sin rookiesæson i San Francisco, men efter holdet har sagt farvel til Laken Tomlinson er der lige pludseligt et hul på guard-position, som den store Banks kommer til at udfylde. Den unge guard har en fysisk spillestil, der kan være med til at åbne store huller i løbespillet, som Kyle Shanahan elsker at bruge. Omvæltningerne internt på den offensive linje kan give udfordringer, men en spiller med det talent, som Banks nu engang besidder, burde kunne nyde gavn af muligheden for at etablere sig.

Seattle Seahawks: Jordyn Brooks, LB
Seahawks har i mange år haft en fantastisk gruppe spillere på linebacker-postionen. Spillere som Bruce Irvin, KJ Wright og specielt Bobby Wagner har været med til at sikre forsvaret en væsentlig del af den succes, som de har nydt. Nu er alle spillerne væk, og det er på tide, at en ny generation tager over. Brooks leverede en fin sæson i fjor, hvor han gradvist blev bedre. Nu skal han for alvor overtage rollen som leder på forsvaret, og med et par år på bagen, tror jeg den dygtige atlet er ved at have den mentale erfaring, der er nødvendig for at brillere som linebacker i NFL.

Kansas City Chiefs: Mecole Hardman, WR
Mecole Hardman har tidligere udtalt, at hans manglende stats var et resultat af, at han spillede i et angreb med både Travis Kelce og Tyreek Hill. Nu er sidstnævnte væk, og selvom Hardman ikke kan bryste sig af at være lige så hurtig som Hill, så er det nogle af de samme kvaliteter, han besidder på den front. Hardman får nu chancen for at vise, at Chiefs gjorde klogt i at vælge ham i anden runde for et par år siden, og hvis han og Mahomes finder hinanden kan Hardman blive en åbenbaring i Chiefs’ angreb i år.


Las Vegas Raiders: Tre’von Moehrig, S
Tre’von Moehrig havde en fornuftig rookie sæson, hvor han klart var en af de bedre spillere på Raiders forsvaret. Moehrig blev noteret for 55 tacklinger og én interception i 2021. Fordi Moehrig var så solid i sin første NFL-sæson er der også store forventninger til, at han måske kan udvikle sig til en stjerne. Moherig har slået sig fast som klar starter til denne sæson, og han har derfor rig mulighed for at bevise sig og for alvor få en gennembrudssæson. Derudover møder han quarterbacks som Mahomes, Herbert og Russell Wilson to gange i løbet af året, hvilket virkelig vil teste om Moehrig kan udvikle sig til den stjerne som Las Vegas håber han kan blive.

Los Angeles Chargers: Zion Johnson, OG
Sidste år var Rashawn Slater en af de allerbedste rookies i hele NFL. Chargers’ unge venstre tackle gik ind og var en top 10, måske endda top 5, venstre tackle i sin første sæson. Det samme kan vi selvfølgelig ikke forvente af årets førsterundevalg, guard Zion Johnson, men jeg tror stadig, at Johnson kan etablere sig og gøre det rigtig godt i sin første sæson. Han har en dejlig mental og teknisk modenhed over sit spil, som jeg tror, kan give afkast fra start af. Det ville være en stor hjælpe for Chargers, hvis han kan forstærke højresiden af den offensive linje.

Denver Broncos: Pat Surtain II, CB
Jeg havde først skrevet runningback Javonte Williams her. Men i stedet for sidste års andetrundevalg går jeg med cornerbacken, der blev taget i første runde. I en rundspørge, der blev foretaget blandt GMs i NFL i foråret var der flere, der ville tage Pat Surtain II som den første, hvis de kunne vælge frit blandt alle cornerbacks i ligaen, og det vidner om, hvor stort et talent, han har. Alle indikationer fra training camp lyder på, at Surtain tager et stort skridt fremad i denne sæson, og i så fald kan han være blandt ligaens allerbedste på positionen, når sæsonen slutter.