Cincinnati Bengals: C, Ted Karras

Bengals spillede sig sidste år i Super Bowl – Men det var i høj grad på trods af den offensive linje. Ikke på grund af. Særligt stod det sløjt til på den offensive linje, hvor centeren Trey Hopkins rangerede som en af ligaens ringeste centere og kun lige akkurat bedre end den tidligere Bengal Billy Price. Det ser dog ud til, at Zac Taylor, Brian Callahan og Duke Tobin så det samme som os seere, for de har investeret massivt i en ny offensiv linje. Vigtigst er dog centerpositionen, hvor den tidligere Patriots Ted Karras skal styre slagets gang. Karras spillede primært guard i den forgangne sæson, men var overbevisende i rollen og sikrer Bengalsangrebet og ikke mindst Burrow bedre arbejdsbetingelser.

Pittsburgh Steelers: LB, Myles Jack

Nogle ville måske sige Kenny Pickett eller Mitch Trubisky grundet positionen, men niveauet på de to er meget usikkert, og det er sågar usikkert, hvor meget Pickett kommer på banen. Derfor vælger jeg at kigge mod forsvaret, hvor Myles Jack er en tilføjelse, der er fløjet under radaren. Steelers havde et forfærdeligt løbeforsvar sidste år, og selvom noget af det skyldes skader på den defensive linje, så var Steelers’ linebacker-gruppe en af ligaens absolut værste. Det skal Myles Jack rette op på, og hans erfaring bliver formentlig guld værd for pålideligheden i gruppen. Han kan både arbejde habilt i opdækningen og i løbespillet, og det vil lette en del af presset på Devin Bush eller Robert Spillane

Cleveland Browns: DE, Jadeveon Clowney

Tilgangen af Deshaun Watson er naturligvis den største og mest markante tilføjelse hos Cleveland, men indtil videre har det kun givet problemer. Af spillere, som rent faktisk kommer til at være på banen, vil jeg i stedet for pege på Clowney. Han spillede for Browns i seneste sæson, og han trives tydeligvis, når han stiller op sammen med en elite passrusher som Myles Garrett. Han hader det kolde vejr i Cleveland, men pengene og holdet omkring ham har været nok til en ny etårig aftale. Clowney spillede to skuffende sæsoner hos henholdsvis Seahawks og Titans, inden han kom til Cleveland på en etårig aftale i 2021. Her fandt han noget af sit topniveau fra tiden hos Texans, og han afsluttede seneste sæson med blandt andet 9 sacks, 19 quarterback hits og to forced fumbles. Han spillede 14 ud af 17 kampe, hvilket også var en sejr for Clowney, der spillede under halvdelen af kampene hos Titans året forinden. Amari Cooper er en god tilføjelse til angrebet, som kunne være nævnt, men jeg mener afgjort, at Clowneys indflydelse på forsvaret bliver større, end Coopers ditto bliver på angrebet. Med Clowney har Browns en fantastisk duo på den defensive linje i ham og Garrett, der kommer til at give rigtig mange quarterbacks problemer.

Baltimore Ravens: C, Tyler Linderbaum

Ravens har foretaget sig en del interessante valg i år, særligt på safety, hvor Marcus Williams fik sig en kæmpe kontrakt og Kyle Hamilton faldt ned i skødet på os ved valg 14. Men selvom de er de to største navne fra årets tilføjelse, har jeg blikket rettet mod en anden og mere voluminøs type end de to defensive spillere – nemlig center Tyler Linderbaum. Jeg tror nemlig, at Linderbaum, med sine atletiske evner, bliver helt central i offensiv koordinator Greg Romans system. Han er exceptionelt mobil og den alsidighed kan og bør Roman kunne udnytte i sammenspil med en tight end gruppe, der endelig ser ud til at have samme kvalitet og dybde som i Lamars MVP-sæson. Overraskende nok tror jeg, at løbeangrebet bliver helt centralt i år, og der bliver Linderbaums evner en vigtig brik, hvis det skal blive dominerende

Tampa Bay Buccaneers: G, Shaq Mason

Begge Buccaneers’ startende guards fra 2021 er ikke længere på holdet. Alex Cappa er skiftet til Cincinnati Bengals, mens Ali Marpet har stoppet karrieren. Derfor var det en ekstrem vigtig trade, da Buccaneers på utrolig vis kun slap et femterundevalg for at få den erfarne og dygtige guard Shaq Mason til holdet. Tom Brady kender Mason fra sin Patriots-tid, og Mason har gennem en årrække været en nøglespiller i New England. Hans soliditet vil være essentiel for de yngre kræfter indvendigt på Buccaneers’ linje.

New Orleans Saints: S, Tyrann Mathieu

Den mest betydningsfulde tilføjelse til Saints i 2022 kan blive Michael Thomas, hvis stjernereceiveren er tilbage i fuld firspring. Blandt de helt nye spillere bør Tyrann Mathieu dog trække de største overskrifter. Mathieu er hentet ind på safety, hvor holdet har mistet både Marcus Williams og Malcolm Jenkins. Især Jenkins’ erfaring og lederevner skal Mathieu ind og erstatte, og han vil i høj grad få et stort ansvar bagerst i Saints-forsvaret. Derudover vil hans alsidighed være spændende i hænderne på Dennis Allen, der har stablet et alsidigt og stærkt forsvar på benene de sidste par år. Når Mathieu er på sit bedste, er han en af de bedste defensive playmakere i ligaen.

Atlanta Falcons: WR, Drake London 

Efter at have sagt farvel til Matt Ryan, der er skiftet til Indianapolis Colts, skal Atlanta Falcons bruge den kommende sæson på at finde fremtidens kulturbærer og profiler. En af de mest interessante unge spillere er nytilkomne Drake London, som Falcons valgte med det ottende valg i forårets draft. Senest var London en afgørende brik i USC-angrebet, hvor han greb 88 bolde for 1.084 yards og syv touchdowns i fjor. London udmærker sig ved sin iøjnefaldende kombination af styrke, længde og pålidelige hænder. Han mangler måske den sidste topfart, men det opvejes af, at han er dygtig til at løbe og skygge sine ruter. I lyset af Calvin Ridleys karantæne bør vi få rigeligt at se til London i den kommende sæson, hvor han bliver afgørende for Falcons’ offensive produktion – uanset om det bliver med Marcus Mariota eller Desmond Ridder bag center.


Carolina Panthers: QB, Baker Mayfield

Ikem Ekwonu var yderst tiltrængt til venstre tackle, men reelt er det svært at vide, hvilket niveau han leverer på i 2022. Her bør Baker Mayfield være en mere umiddelbar og kortsigtet opgradering på spillets vigtigste position. Jeg siger ikke, at Mayfield er nogen stjerne, der vil sende Panthers mod toppen af divisionen, men at gå ind til en sæson med Sam Darnold og en rookie valgt i tredje runde i form af Matt Corral, ville simpelthen være en joke for Matt Rhule, der er presset i 2022. Jeg håber, at Mayfield kan revanchere sit dårlige og skadesplagede 2021 og etablere sig som en solid løsning for Panthers. Han bør i hvert fald passe glimrende ind, som jeg ser det. 


Tennessee Titans: WR, Treylon Burks

Titans valgte en wide receiver i første runde af draften i år, og med afgangen af både Julio Jones og A.J. Brown giver det fint mening. Men det lægger også et stort pres på unge Treylon Burks, der nu fra første færd skal forsøge at løfte arven efter to kæmpe navne med masser af kvalitet og resultater på cv’et. Burks kan glæde sig over, at angrebet i Tennessee stadig i høj grad er lagt an på Derrick Henrys kompetencer som runningback, men det bliver op til Burks og co. at sikre, at kastespillet også er en trussel.

Indianapolis Colts: QB, Matt Ryan

Efter endnu en skidt sæson af Carson Wentz, var der brug for nyt blod på QB-positionen i Indianapolis. Head Coach Frank Reich måtte stå skoleret foran General Manager Chris Ballard, efter en forsikring om, at Carson Wentz var manden, der kunne bringe Colts tilbage til toppen. Carson Wentz er nu hos Commanders, mens Colts tradede sig til den mangeårige Falcons-quarterback Matt Ryan. Det kostede kun Colts et 3.-runde valg, hvilket er virkelig god værdi for en quarterback, der godt nok er 37 år gammel, men stadig har en håndfuld gode år tilbage. Han bringer erfaring og stabilt spil til et hold, der på papiret er ret komplet. Man kunne også godt nævne Stephon Gilmore som vigtigste tilføjelse i denne off-season, men der findes ingen vigtigere position end quarterback.

Houston Texans: CB, Derek Stingley

Houston Texans var dårlige i forrige sæson og de kommer med al sandsynlighed til at være dårlige igen i den kommende. De har ikke forstærket sig synderligt i free agency, hvor de største navne er reservequarterback Tyrod Tayler, en solid, men efterhånden uinspirerende Steven Nelson på cornerback og den forfærdelige guard A.J. Cann fra divisionsrivalerne fra Jacksonville. På trænerstaben er David Culley færdig med at lege overgangsfigur og Lovie Smith er i stedet ansat som cheftræner, men Smith har ikke været nogen succes siden han havde Jay Cutler som quarterback hos Bears. Det største lyspunkt, hvis du er Texans-fan (og det gør mig ondt, hvis du er) er Derek Stingley, som var en af draftens allerbedste spillere. Stingley har haft problemer med skader, men såfremt han er 100% klar til den kommende sæson, så har Texans en af ligaens mest talentfulde cornerbacks.

Jacksonville Jaguars: Cheftræner Doug Pederson

Den her kommer til at være kædet sammen med bedste afgang, som var Urban Meyer. Sidste sæson var en katastrofe af karat, da det kom frem, at Urban Meyer blandt havde sparket en spiller, ikke rejste hjem med holdet efter en kamp, hvorefter han blev filmet sammen med en yngre dame. Jaguars havde for alvor brug for en frisk start og det giver Doug Pederson dem. Pederson er nok mest kendt for at føre Philadelphia Eagles til Super Bowl i 2016, og før det var han offensiv koordinator hos Chiefs (før Mahomes). Han kan forhåbentligt få det maksimale ud af  quarterback Trevor Lawrence og så kan angrebet godt blive farligt. Uanset hvor ringe Pederson og Jaguars er i år, så er Pederson stadig Jaguars vigtigste tilgang.

Los Angeles Rams: WR, Allen Robinson II

De forsvarende mestre fra Los Angeles har bolstret sit receiverkorps med rutinerede Allen Robinson II, der – i skrivende stund – er udset at skulle afløse Odell Beckham Jr. og Robert Woods. I de seneste tre sæsoner har Robinson II tørnet ud for Chicago Bears, hvor han greb 2.414 yards og 11 touchdowns trods horribelt quarterback-spil. Nu kommer der andre boller på suppen, når han skal gribe bolde fra Matthew Stafford og trænes af angrebsguruen Sean McVay. De første meldinger fra Rams’ træningslejr peger også på, at Robinson II ligner en superstjerne i svøb og han kan meget vel blive en afgørende faktor i holdets potentielle titelforsvar.  

Arizona Cardinals: WR, Marquise ‘Hollywood’ Brown

Mange, inklusiv mig selv, sad og måbede, da Cardinals handlede sig til Hollywood Brown i løbet af dette års draft. Cardinals gav et 1.-runde valg for den hurtige receiver, og fik et 3.-runde valg oven i hatten. Umiddelbart var det en overpris for en receiver, der ikke for alvor er en stjerne i NFL. Men hvis man lige tænker lidt over det, så kan det godt gå hen og blive et godt match. Hollywood var holdkammerater med Kyler Murray i college hos Oklahoma, og de to er bedste venner. De havde en fantastisk forståelse for hinanden, og pillede forsvar fra hinanden. Cardinals’ General Manager Steve Keim var også høj på Marquise Brown i 2019-draften, og havde vurderet ham som den bedste WR i hele draften. Steve Keim og resten af Cardinals-organisationen håber på, at Kyler og Hollywood kan genfinde deres tidligere spil sammen, især i lyset af, at DeAndre Hopkins er suspenderet i sæsonens første 6 kampe.

San Francisco 49ers: CB, Charvarious Ward

49ers havde i fjor problemer med holdets cornerbacks, hvad end det var skader eller ustabilt spil, så var bagkæden den nok største defensive svaghed. Med tilføjelsen af Charvarious Ward i free agency, så forsøger de at lappe det hul. Ward er en spiller med god fysisk og størrelse og har de seneste fire år spillet for Kansas City Chiefs. Det betyder, at han har en masse erfaring, også fra kritiske momenter i slutspillet, men er også blot 26 år gammel, hvilket betyder, at der udover de intakte atletiske evner også er udviklingspotentiale i spilleren. Med mere kvalitet på ydersiden af forsvaret, så kan pass rush, linebackere og safeties få mere ro til deres arbejde, og det gør 49ers til et farligt hold igen i år.

Seattle Seahawks: RB, Kenneth Walker III

Der er flere spillere for Seattle, der kan endte med at være den bedste tilføjelse i år. Både rookietackle Charles Cross og pass rusher Uchenna Nwosu er gode kandidater, men jeg er vild med Kenneth Walkers potentiale. Holdet har ikke længere Russell Wilson som quarterback, og med uvished på quarterbackpladsen og en konservativ træner i Pete Carroll, så bliver løbeangrebet essentielt. Walker har en spændende kombination af fysisk og fart, og da Chris Carson er gået på pension og Rashaad Penny er en magnet for skader, så kan Walker komme til at blive en vigtig brik for holdet i år. Han er en favorit til at kunne blive årets offensive rookie.

Kansas City Chiefs: WR, Marquez Valdes-Scantling

Med Tyreek Hill ude af døren blev signingen af Valdes-Scantling en af Chiefs’ dyreste i offseason, og det tror jeg, vi kommer til at se på banen. Ja, der er stadig masser af våben i Kansas City, men den tidligere Packers-receiver har nu chancen for at tage et skridt op på karrierestigen og overtage jobbet som WR1 hos Chiefs, hvis han og Patrick Mahomes ellers kan finde hinanden. Valdes-Scantling er hurtig og kan strække banen som Tyreek Hill, og selvom der ikke er nogen erstatning for Tyreek, så tror jeg, at Valdes-Scantling for en kæmpe rolle for Chiefs i år.


Las Vegas Raiders: WR Davante Adams

Selvom Raiders også har hentet forsvarsstjerne Chandler Jones, så må Davante Adams være den bedste tilføjelse i 2022 for Raiders. Raiders måtte betale Packers deres første og andetrundevalg i årets draft for Adams. Med Davante Adams på holdet har Raiders endelig en vaskeægte stjerne på receiverpositionen, måske den bedste i hele ligaen. Sammen med tredje down specialisten Hunter Renfrow og den store tight end Darren Waller, ser Raiders’ angreb pludseligt meget spændende ud. Derudover er Davante Adams også tidligere college holdkammerat med Derek Carr, så de har allerede et godt kendskab til hinanden. Der er ingen tvivl om, at Adams vil have en kæmpe indvirkning på Raiders’ angreb, ligesom han har haft det i Green Bay over de seneste mange år.

Los Angeles Chargers: EDGE, Khalil Mack

Der er flere gode muligheder hos Chargers, og jeg har også store forventninger til cornerback J.C. Jackson, der kan blive mindst lige så vigtig som Mack. Jeg er dog vanvittigt pjattet med den indflydelse som Khalil Mack kan have på Chargers’ pass rush. Joey Bosa er en top 5 EDGE i NFL, når han er skadesfri, og truslen fra Mack, der i sig selv kan være en top 10 EDGE, kan gøre det så svært for angrebene at håndtere rushet. Giver man ekstra fokus til Bosa, bør Mack kunne ødelægge tingene, og fordeler man fokus mere ligeligt kan Bosa blive ustoppelig. Derudover kan Mack og Bosa begge flyttes rundt i pass rush-situationer og skabe et sandt kaos for de offensive linjer. Potentialet ved Mack-handlen er simpelthen enormt. Alt sammen for et andenrundevalg.

Denver Broncos: QB Russell Wilson

Hvordan kan det være andre? Efter seks år uden slutspil efter sejren i Super Bowl 50 har Broncos efterhånden samlet et udmærket hold igen. Men quarterbacken har manglet. Indtil nu. Prisen var høj for Wilson, men hvis han holder sit høje niveau og gør Broncos relevante igen, så er ingen pris FOR høj. Broncos har stærke våben på angrebet, men har haft svært ved at sætte dem ordentlig i scene. Det  burde blive meget nemmere med Russell Wilson som quarterback. Den 33-årige quarterback missede kampe for første gang i sin karriere i sidste sæson, og derfor var hans sæson en statistisk skuffelse. Men det er svært at konkludere ud fra det, at hans bedste er bag ham.