Sæsonoptakt: Er fundamentet stærkt nok til at bære Zach Wilson?

0

Free agency og draften bør give en tro på mere

Lad os være ærlige; Jets var sidste år et trist hold at se i store dele af sæsonen, men for andet år i træk har holdet umiddelbart ageret fornuftigt i både draft og free agency, og det er nu, det kan give pote. Jets manglede både star power og stabilt spil på både angrebs- og forsvarssiden, men der er hentet opgraderinger på nogle af de vigtigste positioner. Tilføjelse af rookie Sauce Gardner og erfarne DJ Reed på cornerbackpladsen bør i hvert fald forbedre den position eksponentielt. I fjor var Bryce Hall, Michael Carter II, Brandin Echols og Javelin Guidry blandt de mest spillende cornerbacks i klubben. Der er vist ikke noget af sige til, at kun to hold tillod flere yards i kastespillet end Newyorkerne. Med tilføjelsen af Gardner og Reed kan Jets måske se frem til det mest stabile OG lækre spil fra en cornerbackgruppe siden Revis huserede i bygningen. Det kræver dog, at den talentfulde og opsigtsvækkende rookie leverer. Selv om Gardner er et stort talent, så kan cornerbacks i NFL have det hårdt tidligt i karrieren. Den defensivt orienterede cheftræner, Robert Saleh, må håbe, at Gardners sæson spillemæssigt bliver mere som Jaycee Horn og Patrick Surtain II end det bliver Jeff Okudah eller CJ Henderson i debutsæsonen.

Cornerbacken med tilnavnet Sauce er en af årets mest hypede rookies

Holdet har mistet Marcus Maye fra bagkæden, et stort tab, der dog mildnes med tilføjelse af Jordan Whitehead. Ellers har Jets formået at udskifte til det bedre gennem hele offseason. Anonyme tight ends som Ryan Griffin og Tyler Kroft er blevet opgradere til CJ Uzomah og Tyler Conklin, der begge giver Zach Wilson bedre og mere stabile mål i kastespillet. Greg Van Roten og Duvernay-Tardiffs bliver opgraderet med Laken Tomlinson, der har udviklet sig til at være en af ligaens bedre guards. Derudover får kastespillet også en atletisk talentindsprøjtning i form af rookiereceiver Garrett Wilson, som bør kunne ændre flere kampe end Jamison Crowder og Kellan Cole formåede. Og så er Breece Hall og Jermaine Johnson to af de mest talentfulde spillere på deres respektive positioner i draften, endnu ikke nævnt.

Kan Zach Wilson levere varen?

2022-sæsoner kommer for Jets’ vedkommende, som tilfældet vil være hos stort set alle andre hold i ligaen, til at afhænge af, hvorvidt holdets quarterback præsterer. Zach Wilson var i 2021 så ustabil og skuffende som det danske sommervejr kan være. Kun en enkelt gang ramte den unge quarterback på mere end 62% af sine kast, hvor det i den modsatte grøft blev til to gange under de 50%. Det er nødt til at blive langt mere præcist, hvis Wilson skal udvikle sig til en kompetent NFL-quarterback.

En ting, som vi bør se mere af i år er quarterbackens evner i løbespillet. Det var først mod slutningen af sæsonen, at han viste eksempler på evnerne med benene, og det førte positive ting med sig. Efter Wilson kom tilbage fra sin skadespause scorede han fire løbetouchdowns. Vi så også, at han havde flere gode aktioner på jorden i en fin sejr over Jacksonville. Med tanke på, at holdets offensive koordinator hedder Mike LaFleur (bror til Packers’ cheftræner Matt LaFleur) og har gået i “trænerskole” under 49ers’ Kyle Shanahan, bør der være mere playaction og udnyttelse af quarterbackens mobilitet i år. Jets var væsentligt bedre, når de burgte playaction i 2021, end når de ikke gjorde, og systemet bør også gøre det mere simpelt for Wilson, som allerede i collegetiden blev beskrevet som havende en svaghed i at læse modstandernes forsvar. Får trænerstaben held med dette, så har de i Corey Davis, Garrett Wilson, Elijah Moore og Braxton Berrios en receiver-kvartet, der både kan og skal levere store spil. Det bør der også være chance for, at runningback Breece Hall gør. Rookien passer som en drøm i systemet.

Jets fans har grund til at være skuffede efter endnu en skade til Mekhi Becton

Desværre for Jets ser det ud til, at angrebet mister en vigtig brik i hele den kommende sæson. Mekhi Becton, den enorme og talentfulde offensive tackle blev ramt af en skade i training camp og kan for tredje år ud af tre mulige slutte sin sæson før tid. Det skader kemien på hele den offensive linje, men med tilføjelse af Duane Brown får holdet både kvalitet og erfaring, der kan være et lille plaster på såret. Det er ærgeligt, for Becton i topform er utroligt underholdende. Det betyder nok også, at vi får George Fant at se på højre tackle i stedet for venstre. Det er en skam for både Fant og Jets, da han har vist sig bedre på quarterbackens venstreside.

Den defensive linje er forsvarets puls

Inden Robert Saleh blev cheftræner for New York Jets, var han defensiv koordinator for San Francisco 49ers. San Francisco havde stor succes med deres forsvar, der var en væsentlig grund til, at holdet nåede Super Bowl i 2019. Dengang var den defensive linje den helt store styrke, og skal Jets have succes i denne sæson, så kunne det meget vel være af samme grund. 

Quinnen Williams havde en skuffende sæson i 2021, men har stadig stjernepotentiale og skal være omdrejningspunktet for forsvaret, medmindre Sauce Gardner har et fænomenalt år.  Williams havde svære arbejdsforhold, da dybden og talentet, specielt fra holdets andre pass rushere, ikke var der efter Carl Lawsons triste skade. Næsten halvdelen, 48,8% for at være mere præcis, af modstandernes drives mod Jets endte med scoring. Det var dårligst af alle hold i ligaen. Det er langt sværere at score point, hvis quarterbacken bliver kastet i jorden. Med Lawson tilbage og tilføjelsen af Jermaine Johnson i draften, så er der i hvert fald lagt i kakkelovnen til forbedring. Kun Williams og Jonathan Franklin-Myers havde mere end 10 hits på modstandernes quarterbacks i fjor med henholdsvis 14 og 12. I 2020 havde Lawson alene 32 for Bengals. Et mere velfungerende pass rush vil ganske naturligt give bagkæden bedre arbejdsforhold, ligesom et velfungerende forsvar vil fjerne noget pres fra Zach Wilson. 

Næste side forventet startopstilling: