Tampa Bay Buccaneers: Kasteforsvaret halter
Det er næmest umuligt at løbe på Buccaneers’ forsvar, og det har de andre 31 hold spottet. Derfor kaster de – og kaster ofte – når de møder Buccaneers, og der så man sidste år, hvor svært klubbens bagkæde havde ved at stoppe modstandernes kasteangreb. Faktisk opgav Bucs flest grebne bolde af alle hold i hele NFL med 480 eller 26 pr. kamp, og det hjælper ikke at de har mistet safety Jordan Whitehead, der er taget til Jets.  

New Orleans Saints: Jameis Winston løfter sig ikke
Forsvaret ser solidt ud, der er bedre receivere end i 2021, og den offensive linje plejer at være solid. Saints’ største problem er dog, at deres potentielt svageste punkt er på den vigtiste position i spillet. Jameis Winston var ikke decideret dårlig i 2021 før hans skade, men han var sand for dyden heller ikke ret imponerende. Der er masser af scenarier, hvor han ikke kommer styrket tilbage fra sin skade, men i stedet leverer lunkne præstationer, der ikke helt er gode nok til at bære holdet i en svær division, hvor Buccaneers er storfavoritter.

Atlanta Falcons: Marcus Mariota kan ikke holde stand
I en sæson, hvor Atlanta Falcons’ forsvar må forventes at tillade uforholdsvis mange point, bliver det afgørende, at Marcus Mariota beviser, at han stadigvæk har niveauet til NFL, samt at han formår at tilnærmelsesvis forløse de talentfulde spillere omkring sig. Problemet er bare, at Mariota end ikke har forløst sit eget potentiale efter, at Tennessee Titans valgte ham med det andet valg tilbage i 2015. Marcus Mariota har døjet med manglende præcision, personlige fejl og et hav af skader, der betød, at han senest måtte tage til takke med en rolle som reserve til Derek Carr i Las Vegas. Det er nærmest kun spillerne omkring Marcus Mariota, som taler for, at Falcons’ angreb kan blive spændende allerede i år, og jeg frygter desværre, at han bliver en hæmsko for dem, selvom han nok skal levere et par ekstraordinære spil i ny og næ.

Carolina Panthers: Matt Rhule ain’t it
Det har været to skuffende sæsoner for Panthers, siden Matt Rhule overtog holdet. Især angrebet har været dysfunktionelt, og han har ikke formået at få noget som helst ud af investeringerne på quarterback. Det sætter i høj grad spørgsmålstegn ved hans evne til st maksimere talenter, som er vigtigere i NFL end College, hvor system og indstilling kan bære en længere. Har han evnen til at kigge fuldvoksne mænd i øjnene og forstå, hvordan man motiverer og optimerer dem til at hente en betydelig mængde sejre? Det har han ikke bevist, og hvis han ikke hiver noget nyt og bedre op ad hatten, så taber Panthers mange kampe i år.

Tennessee Titans: Derrick Henry bliver skadet
Skrækscenariet for Titans-fans. I sidste sæson brød Derrick Henrys sæson sammen, og selvom Titans stadig gjorde det godt, så kan de ikke forvente, at det gentager sig, hvis Henry bliver skadet igen. I så fald skal man håbe på, at Ryan Tannehill lige pludselig spiller over evne – eller at Malik Willis overtager startpladsen som quarterback og tager NFL med storm. Titans er alt for afhængige af Henry på angrebet, og det kan blive fatalt.

Indianapolis Colts: Manglen på receivers gør ondt
Nu har jeg og vi her på Gul Klud, skrevet meget om et potentielt gennembrud fra 3. års receiveren, Michael Pittman. Og det kan såmænd stadig sagtens ske i dette scenarie. Dog ser det meget tyndt ud bag ham. Det bedste bud på en receiver, der kunne steppe up er nærmest rookie Alec Pierce, der spillede på college-holdet Cincinnati. Han har eftersigende været god i training camp, og har da også vist glimt i pre-season. Det er dog ikke optimalt, at sætte sin lid til en rookie-receiver. I dette scenarie formår Parris Campbell, igen, ikke, at holde sig skadesfri, og spillere som Dezmon Patmon og Mike Strachan udvikler sig heller ikke yderligere. Og med en quarterback, der er godt oppe i årene, og ikke er synderligt mobil, kan manglen på våben være et stort problem for Colts i 2022.

Houston Texans: Behøver vi overhovedet sige det?
Houston Texans har ingen stjerner. Absolut ingen stjerner. De mangler en legit quarterback, nogle ordentlige receivers, vi er ikke sikre på, om Dameon Pierce fungerer i grundspillet og så er vi slet ikke kommet til forsvaret. Og så har de måtte tage til takke med en Lovie Smith som cheftræner – han har, hvis vi skal være flink, sine bedste coachingdage bag sig. Der er intet – INTET – at se frem til som Texans fans andet end at følge Davis Mills udvikling. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Texans er stor-favoritter til at vælge som det første hold i den kommende draft, og det kommer de til fordi ingen af tingene lykkes. De kommer maksimalt til at vinde enkelt eller to kampe via held og så kan vi starte helt forfra til næste år.

Jacksonville Jaguars: Har de reelt forstærket sig?
Jaguars har Trevor Lawrence – og indtil han har bevist, at han ikke kan forløse sit talent, så må vi stole på, at han er den næste Peyton Manning, som vi alle er blevet lovet. Men helt ærligt, så så han ikke godt ud i sin første sæson. Men det kan også være svært at bedømme ham med det materiale, som omgiver ham. Han står (stadig) bag en dårlig offensiv linje og han har (stadig) ingen våben at kaste til, Jaguars har da ganske rigtigt kastet penge efter spillere i år, men det har ikke været reelle forstærkninger. Selvom Doug Pederson er kommet til holdet og den forfærdelige sæson med Urban Meyer er bag os, så er der stadig lang vej tilbage for holdet fra DUVAAAAL.


Los Angeles Rams: Von Millers afgang rammer Rams i de sæsondefinerende kampe  
En af hovedårsagerne til at Los Angeles Rams triumferede i Super Bowl LVI var, at Von Miller viste sig at være et forrygende supplement til Aaron Donald, som leverede varen i de store, sæsondefinerende kampe. Dertil leverede Von Miller fem sacks i de sidste fire, afgørende grundspilskampe og yderligere fire sacks i slutspillet, deraf to i Super Bowl. Nu tyder det på, at Rams enten lægger alle deres æg i Leonard Floyds kurv eller forcerer et stilskifte på forsvaret, hvor Raheem Morris tvinges til at variere sin filosofi og sende flere spillere i presset, end vi hidtil har set. Begge kan være en farlig strategi, da Leonard Floyd hidtil ikke har slået til på den allerstørste scene, mens Morris i høj grad videreførte Brandon Staleys relativt opdækningsfokuserede forsvar. Problemet er, at hvis ikke Rams finder et pålideligt supplement til Aaron Donald, risikerer forsvaret at mangle de sidste i eksempelvis slutspilskampene, hvilket kan holde dem fra at vinde fortløbende titler.  

Arizona Cardinals: Forsvaret er elendigt
Meget simpelt. Cardinals’ forsvar anno 2022, kan godt blande sig i bunden af NFL. Der er mangler på den defensive linje, edge, linebacker og cornerback – ja, stort set over det hele. Umiddelbart, så er safety ikke et problem, da der huserer en af ligaens bedste duo’er, i form af Budda Baker og Jalen Thompson. Men ellers ser det meget tyndt ud. I dette tilfælde, så kan forsvaret ikke stoppe løbet, da der simpelthen ikke er gode nok spillere på linjen. De to unge linebackere, Simmons og Collins, udvikler sig ikke, og det viser sig, at tabet af Jordan Hicks, gør mere ondt, end først antaget. Starterne på cornerback er såmænd solide nok, men en enkelt skade kan gøre, at det falder fuldstændig fra hinanden.

San Francisco 49ers: Trey Lance er for upoleret
Jeg nævnte Lances evner, som den mest væsentlige årsag til, at holdet kunne få stor succes i år, idet setuppet omkring ham er lige så godt som i fjor. Det betyder dog også, at Lance kan blive den mest væsentlige årsag til, at de fejler. Lance er en talentfuld atlet med en masse fysiske gaver, men teknik og mentalitet betyder simpelthen også så meget i NFL. Han har ifølge journalister haft det svært i store dele af training camp, men det vil jeg ikke være så bekymret over. Træningslejrene er til for at tage chancer og prøve ting af. Det er mere bekymrende, at han som rookie var ret upræcis i sine opgør. Han ramte på under 58% af sine kast og så til tider en smule fortabt ud. Heldigvis for Lance blev det ikke til mange turnovers, men hvis 49ers skal have succes, så er han nødt til at være skarp i alle spillets facetter.

Seattle Seahawks: Drew Lock og Geno Smith
Afsnittet behøver vel ikke indeholde meget mere end overskriften, for det er en af de mere deprimerende kampe om startertjansen, der er set i NFL de seneste år. Begge har været hyldet i omklædningsrummet for deres personligheder og attituder, men spillet på banen har været utroligt manglende i løbet af training camp. Ingen af de to quarterbacks har vist, at de er startermateriale tidligere i karrieren. Smith holdt Seahawks inde i flere kampe, da han overtog for en skadet Wilson i fjor, men var også en stor grund til de tabte to af kampene. Lock har en stærk arm og bør kunne tilføje lidt kvalitet med løbespillet, men ingen af de to kommer til kontinuerligt at give holdet chancen for at vinde de tætte kampe.

Kansas City Chiefs: Det var en fejl at handle Tyreek Hill
Ja, jeg ved godt, at der var nogle uoverensstemmelser i forhold til løn. Men hvis man har en af ligaens bedste receivere – måske den bedste eller i hvert fald den farligste – så betaler man det, det koster. Chiefs skal nu håbe på, at Hills afløsere kan løfte arven, men det bliver svært for ikke at sige umuligt. Hvis Chiefs ikke kan få løbespillet til at fungere kan det blive et stort problem, da kasteangrebet formentlig kommer til at tage et skridt tilbage uden Hill.


Las Vegas Raiders: Den offensive linje er for ringe
Selvom Raiders spiller godt i denne sæson kan de stadig slutte sidst i divisionen pga. det ekstremt høje niveau i AFC West. En anden stor grund til at Raiders sæson i år bliver skuffende er, at den offensive linje simpelthen mangler kvalitet. De har Kolton Miller på venstre tackle, der er stabil, men udover ham, er det en enhed fyldt med spørgsmålstegn. Raiders har ikke valgt at opgradere linjen synderligt i draft eller free agency, og desuden fritstillede de deres førsterundevalg sidste år, Alex Leatherwood, inden sæsonen. De er med andre ord pressede på den offensive linje. Det kan risikere at ødelægge rytmen på et angreb, der ellers ser meget spændende ud.

Los Angeles Chargers: Staley og Lombardi skuffer
Man kan altid pege på den offensive linje, linebacker og et par andre småting, hvor der måske mangler en mand, men overordnet kan Chargers ikke klage over talentmassen. Nej. Hvis Chargers taber for mange kampe i år, så er det med altovervejende sandsynlighed, fordi trænerstaben med Brandon Staley og Joe Lombardi ikke formår at forløse talentet. Lombardi formår ikke at sætte et godt og kreativt angreb rundt om Justin Herbert, og Staley får ikke skabt det topforsvar, som mange forventer ovenpå investeringer i off season

Denver Broncos: Russell Wilson og Nathaniel Hackett skal bruge mere tid
Det er ikke urealistisk, at denne sæson ikke bliver alt det, Broncos-fans håber på. Russell Wilson og head coach Nathaniel Hackett har nu haft noget tid til at lære hinanden at kende og få strikket det perfekte angreb sammen. Men hvad nu, hvis det ikke helt lykkes for dem alligevel? Det ville ikke være vildt underligt, hvis Wilson og Hackett lige skal bruge noget tid på at finpudse det hele, og måske betyder det bare, at denne sæson ikke bliver nogen stor succes for Broncos.