Daboll og Schoen giver fornemmelsen af nyt håb

Bill Belichick og Nick Sabans fingeraftryk er overalt i hele NFL, og det er også fra deres trænertræer, at New York Giants hentede deres nye cheftræner, Brian Daboll.  

Daniel Jones med et spil, der rammende beskriver hans karriere indtil videre. Glimt af elektricitet efterfulgt af selvskabt tragedie.

Men efter ture forbi Patriots og Alabama, blandt andre, var Daboll offensiv koordinator hos Buffalo Bills, og modsat mange tidligere Patriotsassistenter, så kom succesen væk fra Bills intense blik.

I Buffalo formåede han, sammen med den nye general manager, Joe Schoen, at forme det atletiske stykke ler, som Josh Allen var, da han forlod Wyoming, til den elite quarterback, han er nu. Netop Dabolls evne til forme en stor og atletisk quarterback bliver central i den kommende sæson. For Giants har potentiale som hold, men deres loft og gulv afhænger af to centrale elementer. Det første er Daniel Jones.

Vejen til et Lombarditrofæ har mange veje, men i det moderne NFL er den nemmeste vej nu engang igennem luften. Derfor bliver Jones og hans udvikling selvfølgelig også afgørende. Han har ikke vist, at han er værd at satse på endnu, fordi han kun i glimt viser de nødvendige evner, hvorfor Giants også valgte ikke at samle hans femteårsoption op. Kan han blive en blive en bedre quarterback under Daboll, en forbedre offensiv linje og med en tilbagevendt Saquon Barkley, så kan Giants blive spændende i en åben division… og konference.

Den offensive linjes forbedring kan være markant

Ligeså nemt det er at påpege, at det er godt at kunne kaste bolden, ligeså tydeligt er det, at linjerne har stor effekt på ens muligheder for at gøre dette. Særligt med quarterbacks, der ikke er elite. Her har Giants længe haft problemer, men Andrew Thomas er begyndt at leve op til sin draftstatus, og Schoen har haft arbejdshandskerne på. Ind er kommet en masse veteraner, bl.a. Mark Glowinski og Jon Feliciano, der begge er solide spillere, samtidig med, at Evan Neal, den monstrøse bamse fra Alabama, blev nappet med syvendevalget i årets draft, ser den linje ikke helt skidt ud.

Opgraderingerne på den offensive linje åbner op for en del udvikling hos Jones, men også Kenny Golladay og selvfølgelig Barkley. Golladay er en spiller, der trives med dybe skud og kast, hvor han skal fange bolde højt, så han kan udnytte sin størrelse og evne i én-mod-én-situationer. Det kræver tid og plads for Jones, for selvom jeg tidligere sammenlignede ham lidt med Josh Allen, så er der nu engang en markant talentforskel, både i arm og generelt.

Derudover har angrebet også spændende brikker i form af sidste års førsterundevalg, Kardarius Toney, og dette års valg fra anden runde, Wan’Dale Robinson. Begge er spillere, der har evnerne til at skabe massiv skade med bolden i hænderne. Derfor får Brian Dabolls evner, i sammenspil med offensiv koordinator Mike Kafka, til iscenesætte spil og spillere, samt lære fra sig, stor betydning for angrebets form i 2022.

Sidst, men ikke mindst, må og skal de to være en ufattelig stor forbedring over Jason Garrett på vejen til at gøre Daniel Jones til som minimum en habil NFL-starter.

Nyt blink i øjet på angrebet, men er udsynet godt?

Det er ikke kun på angrebet, at der nye boller på suppen, og her er tale om en kok, der virkelig godt kan lide sine opskrifter. Den nye defensive koordinator hedder Don Martindale, men omtales under kælenavnet “Wink”. Han kommer direkte fra samme position hos Baltimore Ravens, hvor han havde stor succes. Indtil han ikke havde.

Som Ravensfan elsker jeg Wink, men hans defensive system og tilgang har nogle problemer, hvilket blev tydeligt hos Ravens i sidste sæson. For det er virkelig afhængig af god opdækning, så der er tid til, at Winks opsatte blitzes kan nå at udfolde sig. Det fungerer skidegodt, når du har Marcus Peters og Marlon Humphrey, men gør det også det med Adoree’ Jackson, Aaron Robinson og Darnay Holmes?

Don “Wink” Martindale ser ud til at have fået øje på en quarterback og er tydelig irriteret, fordi han ikke er blevet ramt nok.

En ting, der kan afhjælpe coverage, er dog gode pass rushers, og der har Giants lige pludselig lidt at lege med. Årets topvalg, Kayvon Thibedeaux, er en spiller med sublimt potentiale og har været i søgelysets klare skær siden high school. Hans evner sammen med sidste års draftvalg, Azeez Ojulari, en stor bamse i midten i Dexter Lawrence, kan den defensive linje blive rigtig sjov og give minder om tidligere tiders Giants-linjer.

For der er også tilføjet dybde, hvor særligt Justin Ellis og Jihad Ward får nøgleroller som undervisere, da begge tidligere har spillet for Martindale. Om det så omsættes til reel spilletid, vil jeg ikke gisne om, men så længe de er på rosteren, har de en vigtig rolle at spille, for Winks system er ikke let og kræver en del af de forskellige elementer af forsvaret.

Overordnet set er jeg dog fortrøstningsfuld, for de rette ingredienser er på plads til en god sæson, og det hele behøver ikke at gå op i en højere enhed, men det kan godt ske. Gør det det, kan de godt spille med om playoffs. Det kan selvfølgelig også gå i nærmest alle andre retninger, helt fra skidt til meh til middel til godt, men jeg tror dog, at vi ender et sted i midten. Så det bliver måske ikke et lyntog, der kører ud af tunellen i år, men heller ikke et futtog.

Næste side forventet startopstilling: