
Den erfarne linebacker Tremaine Edmunds bliver genforenet med manden, der draftede ham. Edmunds fortsætter karrieren hos New York Giants.
New York Giants handlede hurtigt, da Chicago Bears fritstillede en af ligaens mest pålidelige linebackere. Tremaine Edmunds nåede knapt nok at stå ud af sengen som free agent, inden han satte sin underskrift på en treårig kontrakt med Giants til 36 millioner dollars, heraf 23,7 millioner fuldt garanteret. Det svarer til over 150 millioner kroner.
Og at det netop blev Giants, der sikrede sig Edmunds, er næppe tilfældigt. Giants’ general manager Joe Schoen var assisterende sportschef i Buffalo, dengang Bills draftede Edmunds i 2018 – så de to kender hinanden godt. Nu er Schoen den, der trækker i trådene hos Giants, så da han kontaktede Edmunds, kom en aftale hurtigt på plads.
Chicago fritstillede Edmunds den 5. marts for at frigøre 15 millioner dollars på lønloftet. Det var ikke, fordi de var utilfredse med ham, men ren regnskabspolitik. Bears valgte i stedet at sprede pengene på flere spillere og hentede linebacker Devin Bush og safety Coby Bryant for omtrent det samme beløb, som Edmunds alene ville have kostet.
For Giants er det noget nær et perfekt match. Edmunds er en maskine med 900 tacklinger på otte sæsoner, er meget sjældent skadet og forlader nærmest aldrig banen. Han er en kæmpe dude på 193 cm og 114 kilo på salatdag, er en force mod mod løbet, men også stærk opdækning, hvor han dækker alt indenfor sin rækkevidde.
I New York overtager han rollen som ankermand i midten af forsvaret under den nye cheftræner John Harbaugh. Harbaugh har tidligere haft succes med at gøre linebackere til stjerner som f.eks. C.J. Mosley, Patrick Queen, Roquan Smith og ikke mindst Ray Lewis.
Edmunds blev valgt med pick 16 af Buffalo Bills i 2018-draften, hvor han var blot 20 år gammel. På trods af sin unge alder var han allerede klar til NFL. Hos Bills blev han valgt til Pro Bowl to gange i henholdsvis 2019 og 2020, inden han i 2023 skiftede til Chicago på en stor kontrakt.
Gennem sine otte sæsoner har han spillet og startet 119 kampe med 900 tacklinger, 14 interceptions, 8,5 sacks og 59 kast forsvaret. Han er aldrig kommet under 100 tacklinger i en sæson – en stabilitet, der er sjælden i en liga, der konstant skifter og kræver sine ofre.







