Las Vegas Raiders: Daryl Worley, CB
Når Daryl Worley er det mest betydningsfulde tab, er det nok ikke helt galt. At den 25-årige cornerback er skiftet til Dallas Cowboys er dog et tab for Las Vegas Raiders, der havde en hullet secondary sidste år. Worley var fast mand i secondaryen, hvor han spillede 15 kampe i 2019 og gjorde det udmærket. Men når det er sagt, bør Raiders kunne erstatte ham. Generelt har de sagt farvel til middelmådige spillere. – Victor Risager

Los Angeles Chargers: Philip Rivers, QB
Selvom Rivers’ sidste sæson for Los Angeles Chargers ikke blev nogen storslået finale, så viste han sig stadig effektiv til at flytte bolden med 4.615 kasteyards. Selvom Tyrod Taylor er bedre til at passe på bolden end Phillip Rivers, så har han ikke de samme kvaliteter i kastespillet. Tiden var inde til at rykke videre fra Rivers, og Chargers bør sigte efter flere sejre end sidste sæsons fem. Men Rivers har startet alle kampe for holdet de sidste 14 sæsoner, og det er aldrig let at erstatte et franchise-ikon. – Nikolaj Sattrup

Læs Også: Alle holds mest betydningsfulde tilgang

Los Angeles Rams: Cory Littleton, LB
Los Angeles Rams valgte ikke at forlænge med linebacker Cory Littleton, der i stedet skiftede til Las Vegas Raiders på en meget fornuftig kontrakt. Det kommer holdet til at mærke den kommende sæson. Littleton startede karrieren som undraftet spiller i 2016, men udviklede sig støt hos Rams og er nu blandt ligaens absolut bedste linebackere i opdækningsspillet. Den 26-årige linebacker var blot starter i 2018 og 2019, men blev hurtigt en leder på holdet. Han var en sikker tackler og missede ifølge Pro Football Focus kun en enkelt i fjor, og han lavede 94 i alt ifølge analysesitet – Jacob Graversen

Miami Dolphins: Daniel Kilgore, C
Det er først og fremmest vigtigt at understrege, at Miami Dolphins – på papiret – er blevet et bedre hold over hele linjen i løbet af foråret 2020. Brian Flores og co. har formået både at opgradere kvaliteten på centrale positioner og hente en-til-en-erstatninger ind for de få startere, som de mistede i free agency. Én af de få afgange som kan fremhæves, er center Daniel Kilgore, der pt. står klubløs. Det er ikke fordi, at Kilgore var nogen profil i Miami, men det er væsentligt at kunne fastholde kontinuitet på center-positionen i NFL – særligt, når der kommer en ung og uprøvet (i professionel forstand) quarterback ind i folden. I stedet er det op til Ted Karras at fortsætte sit solide spil fra New England, hvor vikarierede for David Andrews i fjor. Spørgsmålet er blot, om Karras kan fortsætte sit stabile niveau – eller om det havde været mere sikkert at fastholde Daniel Kilgores rutine?- Nicholas Jørgensen

Minnesota Vikings: Linval Joseph, DT
Jo, Stefon Diggs er en bedre spiller, men med Michael Pierce ude for sæsonen, er det hul som Linval Jospeh efterlod da han smuttede Los Angeles Chargers, nu blevet meget større. Vikings mangler i den grad en stor spiller, der kan stoppe løbet og være fysisk på midten af linjen. Vikings skal virklig til at tænke kreativt for at løse det her problem, og at hente en ny spiller ind bør være en seriøst overvejelse for klubben. – Marc Skafte

New England Patriots: Tom Brady, QB
Overrasket? Næppe. Ingen afgang har betydet mere for et hold end Bradys exit fra New England. Med ‘Tom Terrific’ bag roret har Patriots i godt to årtier været en Super Bowl-trussel, og Patriots og Bill Belichick står nu i ukendt farvand. Brady har været symbolet på Patriots ‘Do Your Job’-mentalitet, og hans indflydelse har rakt ud over spillet på banen. Det bliver en umulig opgave for Cam Newton/Jarrett Stidham at løfte arven fra Brady, og spørgsmålet er ikke om Patriots taber fodfæste i AFC post-Brady, men hvor meget. – Nikolaj Sattrup

New Orleans Saints: Teddy Bridgewater, QB
Der har ikke være meget i gang i svingdøren i New Orleans i år, og derfor falder valget også på en backup. Dog ikke en hvilken som helst backup. Teddy Bridgewater, der i sidste sæson storspillede i Drew Brees’ fravær, er ikke længere at finde på Saints-holdkortet, da NFC South-rivalen Carolina Panthers har satset stor på ham. Nok har Saints hentet sidste års passing yards konge, Jameis Winston, men pålideligheden og trygheden ved Bridgewater, skulle den aldrende Brees blive skadet, vil blive savnet af New Orleans-klubben.- Jonas Pedersen

New York Giants: Eli Manning, QB
Det er svært at sige, at tabet af Eli Manning er betydeligt for New York Giants. Han blev bænket til fordel for Daniel Jones i den netop overståede sæson, og selvom han sikkert er en fin mentor, var der ikke længere brug for ham. Alligevel er det markant, når en klublegende stopper, og det skal markeres. Derudover skal Giants faktisk roses for, at de ikke har sagt farvel til nogle spillere, de reelt vil savne på banen. – Victor Risager

New York Jets: Jamal Adams, S
New York Jets har været dårlige i alt for mange sæsoner de sidste 25 år, og det har desværre ofte den konsekvens, at dine stjerner risikerer at blive utilfredse med at være i klubben. Det skete også med Jamal Adams, der mistede tålmodigheden med Jets og træner Adam Gase og i stedet begyndte at forsøge at tvinge en trade ud af Jets. Det lykkedes for Adams, der røg til Seahawks, og selvom Jets fik fin værdi i retur, så vil holdet savne ham meget på banen. Adams er en af ligaens bedste safeties, og han er især genial omkring boksen, hvor han er fænomenal mod løbet og derudover velsagtens var Jets’ bedste pass rusher. Det er svært at se, hvem der i den kommende sæson skal lave de store spil for Jets, nu hvor Adams ikke er der længere. – Teis Joranger

Philadelphia Eagles: Malcolm Jenkins, S
Forud for denne sæson lod Eagles sin ubestridte leder gennem de seneste 6 sæsoner gå. Malcolm Jenkins har uden tvivl været en af de bedste og vigtigste FA investeringer nogensinde i Philadelphia. Siden han kom til klubben i 2014, har han blot misset 2 ud af 6939 snaps pga. skade og spillede samtlige snaps i de seneste to sæsoner. For Eagles var Jenkins også en udsædvanligt alsidig spiller, og stillede op som både safety, nickel-cornerback og linebacker. I sin tid for ørnene blev han udnævnt til tre Pro-Bowls og som kronen på værket, hjalp han klubben til sit første Super bowl trofæ, en titel, der ikke kunne vindes uden Jenkins på holdet. Alt i alt en spiller som Eagles får meget svært ved at undvære. – Mikkel Nielsen

Pittsburgh Steelers: Ramon Foster, G
Den bedste spiller, Steelers har mistet, er uden tvivl defensive tackle Javon Hargrave. Steelers er dog yderst velbesat på den defensive linje med profiler som Cameron Heyward og Stephon Tuitt samt solide spillere som Tyson Alualu og Chris Wormley. Den offensive linje ser derimod noget mere usikker ud efter Ramon Foster valgte at stoppe karrieren efter 11 gode år i Pittsburgh. Foster var en meget velanset spiller og en af holdets ledere i omklædningsrummet. Hans erfaring vil være yderst savnet, og man skal nu til at finde en ny konstellation på den offensive linje. Det bliver enten med Matt Feiler eller Stefen Wiesniewski som starter på guard, og det afhænger meget af, hvordan kampen om højre tackle-pladsen udspiller sig. Det er efterhånden flere år siden, at Steelers har skulle finde ud af konstellationen på den offensive linje, og det er aldrig en rar ting.- Teis Joranger

Læs også: Sæsonoptakt: Er Big Ben stadig god nok?

San Francisco 49ers: DeForest Buckner, DT
Traden, der sendte DeForest Buckner til Indianapolis Colts, var en af de handler, der gav mening for begge parter. 49ers kunne ikke betale alle deres forsvarsspillere og valgte at forlænge Arik Armstead i stedet for Buckner, der nettede det førsterundevalg, der blev til supertalentet Javon Kinlaw. Alt andet lige så kommer Buckner til at mangle på den defensive linje. Han var stabil fra første snap i NFL og en leder på en dyb defensiv linje, der var 49ers’ helt store forsvarsmæssige styrke i fjor. Kinlaw er en spændende spiller, som jeg er vild med, men han er ung og lettere upoleret. Arik Armstead har aldrig været den mest stabile spiller, så oplever han formdyk igen, så er rutinerede Buckner der ikke til at overtage det ansvar. Det kan blive problematisk – Jacob Graversen

Seattle Seahawks: Jadeveon Clowney, EDGE
Clowney var ikke en ubetinget succes i Seattle. Forsvarsstjernen var skadet og formåede blot at lave tre sacks, men han var holdets bedste spiller på den defensive linje. Clowney var et bæst mod løbet og formåede også at presse modstandernes quarterbacks, selv om det ikke resulterede i mange sacks. Den eksplosive defensive end var nærmest en enmandshær, da Seahawks slog 49ers i november. Et tab af en spiller som Clowney vil altid gøre ondt, men da Quinton Jefferson samtidig skiftede til Buffalo, har Seattle nok ligaens dårliste defensive end-gruppe.- Jacob Graversen

Tampa Bay Buccaneers: Carl Nassib, EDGE
Det var fristende at sige Jameis Winston, men den positive betydning af hans afgang – og Bradys tilgang – er allerede nævnt i artikelserien for de ‘mest betydningsfulde tilgange’. Bucs har faktisk ikke mistet nogle store profiler, men jeg vil fremhæve defensive end Carl Nassib, der har været en fin situational pass rusher for klubben de seneste to sæsoner med i alt 12,5 sacks. Man kan aldrig have for mange talentfulde edge rushere, så farvellet til Carl Nassib er ærgerligt for Tampa Bay. – Alexander Paaske

Tennessee Titans: Jack Conklin, OT
Titans værdsætter deres løbeangreb meget, da de mener, det er essentielt for at etablere deres play action-tunge kastespil, som passer quarterback Ryan Tannehill godt. Hvis du gerne vil løbe bolden effektivt, så er en god offensive linje en nødvendighed, og det har Titans generelt haft de senere år. Afskeden med højre tackle Jack Conklin kunne dog betyde et lille niveaufald, hvis Dennis Kelly og rookie Isaiah Wilson som forventet ikke kan matche Conklins niveau. Jeg har personligt en holdning, at du skal have mindst fire solide offensive linjefolk for at have en pålidelig offensiv linje, man kan være komfortabel med. Gående ind til 2020 har Titans nu kun tre med Taylor Lewan, Rodger Saffold og Ben Jones. – Teis Joranger

Washington Football Team: Quinton Dunbar, CB
Uanset om Quinton Dunbar modtager en form for karantæne af NFL – som følge af tidligere anklager om medvirken i et groft røveri – efterlader han et stort hul i Washington-forsvarets bagerste geledder. Dunbar startede 11 kampe i fjor, hvori han leverede fire interceptions, otte kast slået ned og 37 tacklinger, inden han pådrog sig en sæsonafsluttende forstrækning. Dunbars præstationer høstede mange roser – bl.a. fra analyseinstituttet Pro Football Focus, som gav ham den næst højeste sæsonkarakter blandt ligaens cornerbacks. Det fik Seattle Seahawks til at hente Dunbar efter et dramatisk forløb, hvor sidstnævnte krævede et skifte væk fra hovedstadsklubben. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om den skadesplagede Ronald Darby eller den tidligere Chiefs-spiller Kendall Fuller har den fornødne kvalitet (eller kontinuitet) til at lukket hullet efter Quinton Dunbar. – Nicholas Jørgensen