Vi er nu halvvejs igennem preseason-kampene, og flere rookies har imponeret. Gul Kluds Teis Joranger giver dig her en tanke eller to om alle holdene og deres anden preseason-kamp.

Preseason-resultater betyder ikke det store, men kampene er ganske vigtige for de unge og ukendte spillere, som kæmper indædt om en rolle på holdene. Derfor kan individuelle præstationer godt være interessante, selvom resultaterne ikke kan bruges til meget.

Henover weekenden (torsdag er også weekend ikke?) var alle holdene i aktion, og Gul Kluds Teis Joranger udpeger her en ting eller to om alle holdene, som var interessante eller er værd at holde øje med fremover.

Philadelphia Eagles – New England Patriots: 20-37

Philadelphia Eagles: Sidney Jones gør bagkæden komplet
Sidste år sad Sidney Jones ude mere eller mindre hele sæsonen med en skade, han fik i draftprocessen. Nu er andenrundevalget dog skadesfri, og han har gjort det rigtig fint som holdets’ startende slotcorner i de første to kampe. Hvis han bliver en god spiller, er bagkæden uden huller, ligesom den var sidste år, hvor Patrick Robinson var velspillende i slotten.

New England Patriots: Unge pass rushere viser tænder
Patriots havde et alvorligt pass rush-problem sidste år, men det ser ud til, at problemet er blevet mindre i år. En stribe af de unge spillere ser nemlig ud til at være klar til at jagte quarterbacks. Andenårsspillerne Deatrich Wise og Derek Rivers ligner begge spillere, der kan bidrage en del. Og så må man ikke glemme free agent-signingen Adrian Clayborn, der også ser velspillende ud.

Pittsburgh Steelers – Green Bay Packers: 34-51

Pittsburgh Steelers: James og James giver lys fremtid
Sidste uge fokuserede jeg lidt på de defensive problemer, men offensivt ser fremtiden lys ud. Andenårsrunningbacken James Conner har set forrygende ud i preseason, og han ligner en mand, der kan overtage efter Le’Veon Bell næste år. Ligeledes viste rookie-wide receiver James Washington gode takter med over 100 yards og to touchdowns. Han bør være Steelers’ tredjereceiver i år, hvor han skal strække banen dybt.

Green Bay Packers: Dybden på den offensive linje bekymrer
Det var svært at blive rigtig klog på den unge secondary, da Steelers sparede Big Ben og Antonio Brown. Derimod blev jeg lidt bekymret over niveauet hos et par af de offensive linje, der skal agere dybde på holdet i år. Spillere som Jason Spriggs og specielt Kyle Murphy havde store problemer, og at have kvalitetsbackups på den offensive linje er måske en af de mest undervurderede ting. Det ser ikke ud til, at Packers har det, desværre.

New York Jets – Washington Redskins: 13-15

New York Jets: Quarterback-situation må ikke overskinne Nathan Sheperd
Meget fokus er forståeligt på quarterback-situationen, hvor Teddy Bridgewater i særdeleshed imponerede mod Redskins. Vi må dog ikke glemme, at der også er 21 andre startere, og en af dem ser ud til at blive rookie Nathan Sheperd. Tredjerundevalget har set rigtig godt ud i preseason, og alt peget i retningen af, at han skal startede på den defensive linje ved siden af Leonard Williams og Steve McLendon.

Washington Redskins: Quinton Dunbar har vundet kampen om slotcorner-pladsen
For et par dage siden valgte Redskins at smide rutinerede Orlando Scandrick på porten, selvom de hentede ham i foråret hos Cowboys. Scandrick kæmpede om pladsen som holdets slotcorner, men han har altså tabt duellen mod Quinton Dunbar. 26-årige Dunbar kom til Redskins som wide receiver efter 2015-draften. Han blev dog flyttet til cornerback på grund af skader på positionen, og siden har han kæmpet sig langsomt på holdet via stærkt special teams-spil og langsom forbedring på den nye position. Nu ligner han en starter, og det er imponerende arbejde af den tidligere undraftede wide receivere.

Kansas City Chiefs – Atlanta Falcons 28-14

Kansas City Chiefs: Den defensive linje skal være bedre
Sidste år var Kansas City Chiefs blandt ligaens dårligste til at stoppe løbet, og det skal blive bedre i 2018, hvis de vil nå slutspillet. Derfor var det heller ikke super betryggende at se den defensive linje blev destrueret mod Falcons’ startere i starten af kampen. Chiefs var uden deres startende linebackere og Allen Bailey på den defensive linje, men ellers var det spillere, som forventes at spille en rolle. Jeg håber, at nose tackle Derrick Nnadi får chancen for dem, da han så en del bedre ud end starter Xavier Williams, som lå på jorden alt for meget.

Atlanta Falcons: Perfekt situation for Calvin Ridley
Jeg var skeptisk omkring Calvin Ridley i draften, men situationen, han er havnet i, er perfekt for ham. Ridley kommer ikke til at vinde jumpballs, og han kommer ikke til at have succes mod gode cornerbacks, der spiller press coverage. Det er han ikke fysisk nok til. Det har Falcons dog Julio Jones og Mohamed Sanu til. I stedet kan Ridley formentlig blive rykket rundt som en skakbrik og få en del hjælp fra schemes. På den måde kan holdet udnytte hans fart og gode ruter på en bedst mulig måde. Ridley og Falcons ligner et godt match.

New York Giants – Detroit Lions: 30-17

New York Giants: Alec Ogletree i problemer
Jeg ved godt, at mange fans tror, at Alec Ogletree endelig er kommet for at redde Giants’ linebacker-gruppe. Jeg vil dog advare jer om, at Ogletree de senere år kun har været en stor byrde for Rams-forsvaret. Hans forståelse og spilintelligens i opdækningen er yderst problematisk, og han bliver konstant sat. Det har vi set prøver på i begge preseason-kampe, hvor Ogletree adskillige gange er blevet brændt. Der var desværre end grund til, at Rams nærmest gav ham væk, selvom de under et år forinden havde forlænget med ham.

Detroit Lions: Jarrad Davis kan heller ikke dække op
Lions valgte Jarrad Davis i første runde af sidste års draft. Rookiesæsonen var lidt skuffende, og mange håber, at han kan blive bedre i år. Det er også muligt, men jeg ser stadig store svagheder i opdækningen hos Davis. Han er ikke en super hurtig linebacker, og derfor skal han have gode instinkter og teknik i opdækningen, hvis han skal have succes. Det har han ikke, tværtimod, og det kan blive et stort problem for Lions i år. I nutidens NFL er det ikke nok kun at være god mod løbet.

Buffalo Bills – Cleveland Browns: 19-17

Buffalo Bills: Allen starter uge 1
A.J. McCarron udgik med en skade i kampen mod Browns. Det har siden vist sig ikke at være alvorligt, men alligevel virker det til, at det var den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Rookie Josh Allen er holdets starter, medmindre han nedsmelter i tredje preseason-runde. Allen har set solid ud. Ikke helt så god som Mayfield, Rosen og Darnold, men det har bestemt været godt nok til, at han skal have chancen, når alternativerne i McCarron og Peterman er så ringe. Herfra ser Bills sig ikke tilbage. Josh Allen-toget har forladt perronen.

Cleveland Browns: Bitonio på venstre tackle er desværre nok bedst
Det er meget ærgerligt, at Browns muligvis bliver tvunget til at flytte den sublime guard Joel Bitonio ud på venstre tackle, fordi de andre muligheder er forfærdelige. Bitonio kan godt overleve derude, men han vil ikke kunne ramme samme tårnhøje niveau som på guard. Rookie Austin Corbett skal erstatte Bitonio på guard, og det ser ligeledes tåleligt ud. Mens vi ærgrer os over de manglende muligheder på venstre tackle, kan vi glæde os over, at den for mange ukendte Chris Hubbard ser godt ud på højre tackle. Han blev bedre og bedre hos Steelers og er klar til at tage skridtet fra reserve til starter.

Miami Dolphins – Carolina Panthers 20-27

Miami Dolphins: Raekwon McMillan og Jerome Baker giver håb på linebacker
Dolphins har i et par år haft problemer på linebacker, og de havde desperat brug for fart på positionen, så Kiko Alonso ikke skal udstilles så meget i opdækningen. Det ser det ud til, at holdet har fundet i andenårsspilleren Raekwon McMillan og rookie Jerome Baker. McMillan spiller med god fart og gode instinkter, og det ville på ingen måde overraske mig, hvis han er Dolphins’ bedste linebacker i år. Baker har været solid, hvilket er bedre end forventet for det atletiske tredjerundevalg.

Carolina Panthers: Moton ser god ud. Resten? Not so much
Den offensive linje i Carolina kan ødelægge meget i år, frygter jeg. Matt Kalil fortsætter med at være en skændsel på venstre tackle, og det ser heller ikke for godt ud på venstre guard, hvor Greg Van Roten, Amini Silatolu og et par stykker mere kæmper om spilletiden. Det havde været så meget mere ideelt, hvis Taylor Moton havde spillet venstre guard, men han må nu overtage højre tackle, mens Daryl Williams misser en stor del af sæsonen. I det mindste ser Moton god ud derude, så det er da lidt trøst.

Arizona Cardinals – New Orleans Saints 20-15

Arizona Cardinals: Rosen viser styrken
Det var umuligt at sige noget om Rosen i første preseason-runde, hvor han blev slået til plukfisk bag en elendig reservefyldt offensiv linje. I anden preseason-kampe fik han lov til at spille bag holdets bedste offensive linje, og med det samme kvitterede han med en stærk præstation. Rosen har altid været teknisk stærk, og han viste mod Saints strålende ro og timing i sit spil. Jeg var meget imponeret, og han ligner en mand, som kunne være klar til at starte om ikke så forfærdeligt længe.

New Orleans Saints: Ryan Ramczyk er en stjerne
Marcus Lattimore og Alvin Kamara stjal med rette en del overskrifter sidste år, men en rookie, som næsten var lige så god, var højre tackle Ryan Ramczyk. Mod Cardinals udslettede han folk i starten af kampen, og det er svært at se andet end, at han vil være blandt ligaens bedste tackles de næste mange år.

Jacksonville Jaguars – Minnesota Vikings 14-10

Jacksonville Jaguars: Ronnie Harrison ligner en mand for fremtiden
Tredjerundevalget Ronnie Harrison fik chancen fra start på safety på grund af en skade til Tashaun Gipson, og Harrison viste sig fint frem. Den alsidige safety har hele sommeren fået roser med på vejen, og mod Vikings var han bundsolid på sine 28 snaps. Harrison er en stor og klog safety, som kunne ligne afsløseren for Gipson eller Barry, som begge kan fyres billigt efter sæsonen.

Minnesota Vikings: Et par sjove runningbacks, mens vi kigger på OL
Al fokus i Minnesota er på, hvordan den offensive linje skal se ud. Skader og tvivlsom kvalitet gør det til et åbent kapløb på et par positioner, og det er svært at blive klog på, hvor vi ender. Imens man kigger på det, kan vi dog kigge lidt på et par interessante runningbacks, som holdet har fundet. De to undraftede rookies Roc Thomas og Mike Boone ser begge spændende ud, og selvom de næppe får den store indflydelse hos Vikings, der er godt besat med Dalvin Cook og Latavius Murray (sidstnævnte dog dårligt spillende mod Jags), er det navne der er værd at holde øje med, hvis de dukker op et andet sted i ligaen.

Oakland Raiders – Los Angeles Rams 15-19

Oakland Raiders: Værd at holde øje med et par unge forsvarsspillere
NFL er nogle paddehatte… Raiders og Rams mødes i første uge af grundspillet, og derfor nægtede begge parter at spille stort set alle startere. Det gør det ekstremt svært at få noget reelt ud af kampen. Et par unge forsvarsspillere hos Raiders viste dog udmærket spil. Ikke mindst sidste års førsterundevalg Gareon Conley, som endelig kom i spil efter et sandt skadeshelvede. Derudover var der glimrende takter fra defensive end Shilique Calhoun, linebacker Marquel Lee og cornerback Nick Nelson.

Los Angeles Rams: Skal Joseph Noteboom starte sæsonen på guard?
De første to kampe af sæsonen må Rams undvære startende højre guard Jamon Brown, og Rams har ikke en anden oplagt kandidat til at vikariere. Det var dog interessant af årets tredjerundevalg, tackle Joseph Noteboom, fik nogle snaps på positionen i løbet af kampen. Var det et tegn på, at Noteboom måske skal ind og spille på guard i de første par kampe?

Cincinnati Bengals – Dallas Cowboys: 21-13

Cincinnati Bengals: Ilokas afsked giver plads til rookie
Noget overraskende valgte Bengals efter anden preseason-kamp at smide startende safety gennem fem år, George Iloka, på porten. Iloka, som ellers har været en bundsolid safety, var ikke i trænerstabens kridthus længere, og rookie Jessie Bates har imponeret holdet. Bates, som blev valgt i anden runde, har langsomt spillet mere og mere med starterne, og holdet følte altså, at Iloka var overflødig. Bates er en klassisk free safety med god fart og gode instinkter.

Dallas Cowboys: Hold øje med Chidobe Awuzie
Cowboys har investeret en del i defensive backs i de seneste drafts. En spiller, der ser spændende ud, er cornerback Chidobe Awuzie. Han blev draftet i 2017, men spillede kun sparsomt sidste år pga. skader. Nu ligner han starteren modsat Byron Jones, og han kunne sagtens være deres bedste defensive back i 2018. I begge preseason-kampe har han vist sig flot frem, og han kronede det med en fantastisk interception mod Bengals.

Tampa Bay Buccaneers – Tennessee Titans 30-14

Tampa Bay Buccaneers: Derwin James havde virkelig pyntet på det hold
Tanken, der bliver ved med at vende tilbage, når jeg tænker på Buccaneers’ forsvar. Det er fint med alle de gode spillere oppe foran, men er det nok, hvis holdets secondary er hullet som en si? Jeg frygter, at cornerbacks og safeties simpelthen ikke er gode nok til rigtig at forløse forsvarets potentiale. Det duer ikke, at Chris Conte stadig er startende strong safety. Der havde Derwin James simpelthen pyntet så uendeligt meget mere end en nose tackle.

Tennessee Titans: Taywan Taylor giver liv til mit Mariota-håb
Kortene på bordet. Jeg er en stor fan af Marcus Mariota. Jeg ser et stort potentiale i quarterbacken, og jeg mener, at han næsten af blevet mishandlet af de tidligere offensive koordinatorer, som ikke har designet et angreb til Mariotas kvaliteter. Derfor har jeg et stort håb om, at Matt LaFleur designer et bedre angreb, men en god træner er ikke alt. Titans har nemlig også manglet ordentlige receivere i Mariotas tid, og nu begynder nogle af de unge receivere at vise sig frem. Slotreceiver Taywan Taylor var flyvende mod Bucs, og det et par ordentlige receivere ville for alvor puste liv i mit håb om, at Mariota får et gennembrud i år.

Houston Texans – San Francisco 49ers 16-13

Houston Texans: Hvorfor spiller Justin Reid ikke i Pittsburgh?
Jeg er Steelers-fan, og jeg sad inderligt og ønskede, at Justin Reid ville ende i Pittsburgh. Jeg kunne godt lide Reids alsidighed og spilintelligens i college, og de to ting viste han frem mod 49ers, da han i Tyrann Mathieus fravær fik chancen fra start. Det er muligt, at han må starte som reserve, men jeg ser ham som fremtidens mand bagerst i Texans-forsvaret.

San Francisco 49ers: D.J. Reed kan spille football
D.J. Reed er en af de spillere, som ikke har en egenskab, som vil trække overskrifter. Han er ikke høj, stærk eller meget hurtig. Når han træder ind på en football-bane, spiller han bare bundsolidt. 49ers valgte ham i femte runde af årets draft og den vævre cornerback har været strålende i de to første preseason-kampe. I træningslejren har han fået spilletid både som safety og slotcorner, men jeg ser ham allerbedst som slotcorner, hvor han på trods af størrelsen er en dygtig tackler. Spørgsmålet er, om K’Waun Williams kan holde Reed bag sig i år?

Chicago Bears – Denver Broncos: 24-23

Chicago Bears: Hvad gør Bears på OLB i uge 1?
Bears-forsvaret er godt på alle positioner pånær outside linebacker, hvor det ser meget tyndt ud. Det bliver ikke bedre af, at Leonard Floyd nu har brækket hånden og måske misser et par kampe af sæsonen. Udover Floyd er der ingen spillere, der har vist noget særligt på NFL-niveau. Jeg er ikke tryg ved at skulle sætte min lid til Sam Acho, Kasim Edebali og rookie Kylie Fitts.

Denver Broncos: Phillip Lindsay bliver en del af rotationen
Vi kan hurtigt vende Andreas Knappes situation, men der er mange andre interessante ting ved Broncos. Knappe spillede bekymrende få snaps, og blev ved mandagens træning båret fra banen med en skade. Det ser ikke godt ud for danskerens chancer. En af de andre spillere, som er interessante, er Phillip Lindsay. Runningbacken, som ikke blev draftet i foråret, har imponeret hele sommeren og i holdets to preseason-kampe. Hans forcer er i kastespillet, og han ligner en mand, som kommer til at bidrage som holdets receivingback i år.

Seattle Seahawks – Los Angeles Chargers: 14-24

Seattle Seahawks: Ifedi er lost. Michael Dickson er vanvittig
Lad os tage en tanke i både den positive og negative ende. Højre tackle Germain Ifedi har været elendig i sine første to sæsoner, og det ser på ingen måde bedre ud. Jeg kan ikke forestille mig, at han får lov til at spille hele sæsonen, hvis han ikke strammer ballerne. Til gengæld ser Seahawks’ rookie punter, Michael Dickson, helt vanvittig ud. Han blev valgt i femte runde og var af mange hypet som værende den bedste collegepunter nogensinde. Indtil videre i preseason ligner han en mand, som også kan være en af NFL’s bedste puntere fra første spilleuge. Seahawks har også allerede cuttet veteranen Jon Ryan. Dickson er deres mand.

Los Angeles Chargers: Mike Williams bliver et vigtigt element for Chargers
Chargers har siden Hunter Henrys skade skulle finde en måde at afløse ham på. Selvom Mike Williams selvfølgelig ikke er tight end, kan han bringe noget af det, som holdet mistede med Henrys skade. Williams, som blev draftet i top 10 af 2017-draften, er et stort skrummel, som excellerer på jump balls. I redzone kan den egenskab blive ganske vigtig, da holdets andre receivere og tight end ikke har samme fysik. Efter en god sommer skal han nok se meget til banen.

Baltimore Ravens – Indianapolis Colts: 20-19

Baltimore Ravens: Tim Williams kan blive vigtig i pass rush-rotationen
Jeg var en stor fan af Tim Wiliams spil i college, men han havde en mærkelig draftproces, som også betød, at han faldt til tredje runde af 2017-draften. Sidste års rookiesæson var da heller ikke noget særligt, men der ser ud til, han har løftet niveauet i år. I hans tre preseason-kampe har han konstant været en trussel, og mod Colts blev det til et sack for anden uge i træk. Han ligner en spiller, som kan bidrage i rotation med Za’Darius Smith og Matt Judon.

Indianapolis Colts: Tid til at bekymre sig om Quincy Wilson
Cornerback Quincy Wilson blev valgt i anden runde af sidste års draft, og Colts havde helt sikkert forventet, at han var en starter på nuværende tidspunkt. Specielt fordi positionen er Colts’ værst besatte position. I kampen mod Ravens startede holdet dog en sølle trio med Kenny Moore, Pierre Desir og Nate Hairston over Wilson, som først kom på banen, da alle startere var af banen. At Wilson ikke kan starte over Desir og Moore er meget bekymrende. Kan han blive cuttet allerede?