Begge hold skal have bolden i overtid i slutspillet. Det har holdejerne besluttet på deres årlige møde.

Chiefs vandt møntkastet i slutspilskampen mod Bills. Patrick Mahomes førte sit hold ned og scorede touchdown. Dermed sad Josh Allen på bænken og så sit hold ryge ud uden af røre bolden. Efter det blev overtidsreglerne diskuteret heftigt, og nu er der gjort noget ved det.

Holdejerne har besluttet, at begge mandskaber skal have bolden i overtiden, når det gælder slutspillet. I grundspillet forbliver reglerne uændret. Det vil sige, at hvis det første hold scorer touchdown, så vinder de kampen.

Indianapolis Colts foreslog, at begge hold skulle have bolden i overtid i alle kampe, men det var der ikke flertal for. I stedet for blev det vedtaget for slutspillet kun med stemmerne 29-3.

Hvis kampen er uafgjort, når begge hold har haft bolden, så fortsætter kampen indtil et af holdene sætter point på tavlen.