Baltimore Ravens gæster Heinz Field og Pittsburgh Steelers i morgen (søndag d. 6. oktober, red.) i et nyt kapitel af en rivalisering, som hører til blandt de største i NFL’s historie.

Rivaliseringen har tidligere været båret af, at både Steelers og Ravens har været faste repræsentanter i AFC-slutspillet, men det har ændret sig i de seneste par sæsoner. I år har Cleveland Browns meldt sig ind i kampen om divisionen – senest med en storsejr over Ravens, mens Steelers har tabt tre af de første fire kampe i sæsonen.

Alligevel vurderer Ravens’ cheftræner John Harbaugh, at Steelers-Ravens-rivaliseringen fortsat hører til i NFL’s absolutte top:

“Det føles stadigvæk specielt at være en del af dette historiske rivalopgør. Vi har italesat rivaliseringen over for vores unge spillere, så de er mentalt parate til opgøret på Heinz Field. De brænder for at sætte deres aftryk på rivaliseringen. Det er en stor kamp, som vi skal vinde,” udtalte John Harbaugh i et interview med Baltimore Ravens’ hjemmeside.

John Harbaugh har været cheftræner for Ravens i 25 kampe mod Pittsburgh Steelers. Hele 18 af disse kampe er blevet afgjort med mindre end 7 points – og 13 af de 25 kampe er blevet afgjort med mindre end 3 points.

“Holdene (Ravens og Steelers, red.) er bygget op efter de samme principper og standarder. Begge mandskaber kendetegnes ved disciplineret og fysisk football, og det gør, at kampene som oftest bliver tætte,” vurderede John Harbaugh.

Pittsburgh Steelers og Baltimore Ravens brager sammen klokken 19.00 i morgen dansk tid.