Chicago Bears er blevet enige med Eagles om en aftale der sender running backen Jordan Howard til Eagles. Prisen er et sjetterundevalg i 2020 draften.

Man må sige at Eagles’ general manager, Howie Roseman, har næse for at hive running backs ind mega billigt. I 2017 hentede man Jay Ajayi ind, i en handel der dengang også lignede rent tyveri. At få en dygtig running back som Jordan Howard for et valg i sjette runde af næste års draft er en kanon handel hvis man er Eagles fan. Netop Jay Ajayi har man dog valgt at skille sig af med igen.

Det er ikke fordi Eagles får en Howard, der lige er kommet ud af sit bedste år. I 2018 sæsonen blev han brugt lidt mindre grundet Tarik Cohen, der fik størstedelen af spilletiden og han snittede kun 3,7 yards pr løb.

Det fede for Eagles er dog, at Howard stadig er på hans rookiekontrakt, og dermed kun skal betales sølle to millioner. Samtidig falder han også på et tørt sted, for Eagles mangler lidt en running back de kan læne sige mere op af. Man brugte sidste år en blanding af Corey Clement, Wendell Smallwood og Josh Adams, hvilket resulterede i, at Eagles var en af de dårligste hold til at løbe bolden. Og det endda på trods af en god offensiv linje.

Howard er meget en arbejdshest, der kan tage de tunge løb for Eagles, hvilket man ligeledes kan sige de har manglet lidt, siden de skilte sig af med LeGarrette Blunt. Hans retningsskifte er ikke super hurtige, men han er mere en type der bare buldre igennem, som eksempelvis i dette klip.

Grunden til at Bears ville af med Howard skulle angiveligt være, at man netop gerne vil have en lidt mere alsidig running back. Med tilføjelse af Mike Davis lå det ret meget i kortene, at Howard skulle væk.

Howard blev oprindeligt draftet i femte runde tilbage i 2016, hvor han i sit første år især imponerede med over 1600 samlede yards, og faktisk satte rookierekord med sine 1313 løbeyards.