Philadelphia Eagles spillede en fremragende sæson og nåede Super Bowl, nu belønnes holdets styrmand med en heftig kontraktforlængelse.

Jalen Hurts og Philadelphia Eagles er enige om en lukratriv kontraktforlængelse. Quarterbackens årsløn kommer ifølge ESPNs reporter, Adam Schefter, nemlig til at slå alle rekorder, Hurts bliver simpelthen ligaens bedst betalte spiller.

Efter en sæson, hvor den unge Eagles-spiller længe var i MVP-snakken, har han nu sikret sin fremtid og skal spille yderligere fem år for Philadelphia. Årslønnen lyder på 51 millioner dollars, det vil sige en total kontraktstørrelse på 255 millioner dollars.

Hurts får næsten 180 millioner i garanterede penge, det er lidt mere end 1,2 millarder danske kroner.

Den nu forgyldte Eagles-quarterback slår med sin årsløn lige akkurat Aaron Rodgers, som står til at tjene 50,2 millioner dollars den kommende sæson, hvis han tørner ud for Packers eller Jets. Patrick Mahomes underskrev NFLs største kontrakt nogensinde, da han bandt sig til Chiefs i 10 sæsoner for 450 millioner dollars, men har en årsløn på ‘blot’ 45 millioner.

Hurts har været på noget af en rejse siden han kom i den brede offentligsheds bevidsthed. Først blev han bænket til fordel for Tua Tagovailoa i Alabama-tiden i collegeversionen af Super Bowl, sidenhen skiftede han til Oklahoma, hvor det blev til personlig succes og oprejsning.

Den nu 24-årige quarterback blev til de flestes overraskelse valgt af netop Philadelphia Eagles i draftens anden runde  i 2020. Holdet havde på daværende tidspunkt en Carson Wentz, der havde leveret flot spil i flere sæsoner og var blevet forgyldt med en stor kontrakt. Wentz røg dog til Indianapolis efter 2020-sæsonen, og Hurts fik chancen.

Efter en debutsæson som starter i 2021, der bød på både op- og nedture, tog Hurts et kæmpe spring i sit niveau i år. Quarterbacken var en af de bærende kræfter på et Eagles-hold, der vandt 14 kampe og blot tabte 3 i grundspillet. Hurts deltog kun i ét nederlag og sad ude i de andre to tabte kampe.

Quarterbacken kastede for 3701 yards, 22 touchdowns og blot 6 interceptions i femten kampe fra start, derudover løb han for 760 yards og scorede 13 touchdowns.