Den 31-årige receiver er fortid i Philadelphia, der fortsætter med at luge ud i truppen.

Det er knap en uge siden, at Philadelphia Eagles sendte quarterback og tidligere førsterundevalg Carson Wentz til Indianapolis Colts. Nu er Eagles’ sportslige ledelse igen på banen, da man har ophævet kontrakten med wide receiver Alshon Jeffery.

Læs også: Philadelphia Eagles sender Carson Wentz til Indianapolis Colts.

Alshon Jeffery nåede fire sæsoner i Philadelphia, hvor han greb 2.237 yards og 20 touchdowns. Derudover var Jeffrey aldeles fremragende i Eagles’ Super Bowl-triumferende slutspil, hvori han greb 12 bolde for 219 yards og tre touchdowns.

Alligevel virker det som en logisk træk af Philadelphia Eagles, da Alshon Jeffrey har været plaget af skader siden 2018. Det var ligeledes tilfældet i 2020-sæsonen, hvor Jeffrey kun opnåede syv optrædener, hvori han kun greb seks bolde for 115 yards og en scoring.

Nu er Alshon Jeffrey fri til at forhandle med ligaens respektive mandskaber. Han indtræder et free agency, hvor der – i skrivende stund – er en række prominente receivere så som Allen Robinson, Chris Godwin og Will Fuller.