Den kontroversielle linebacker, Vontaze Burfict, fortsætter karrieren i Oakland Raiders efter syv år i Cincinnati Bengals.

Siden 2012 har en af ligaens mest brutale og kontroversielle spillere spillet for Cincinnati Bengals, men fremover skal han tørne ud for Oakland Raiders.

Det er naturligvis linebacker Vontaze Burfict, der er tale om. Mandag blev forsvarsspilleren fritstillet, og han har allerede fundet sit nye hjem på den amerikanske vestkyst, hvor han har sat sin signatur på en etårig kontrakt med Raiders.

Kontrakten indbringer Burfict i omegnen af fem millioner dollar, skriver flere NFL-reportere.

28-årige Burfict blev ikke draftet i 2012, men skrev kort efter draften under med Cincinnati Bengals, hvor han har spillet lige siden. Burfict har specielt gjorde sig bemærket med sin kompromisløse spilletstil, der har kostet ham rigtig mange kampes karantæne.

Vontaze Burfict står noteret for 604 tacklinger, 8,5 sacks og fem interceptions i karrieren.

Oakland Raiders har ud over Burfict hentet den tidligere Lions-cornerback Nevin Lawson.