Efter en lang kamp med stofmisbrug har Oakland Raiders’ tight end Darren Waller fået sit store gennembrud i 2019, og det belønner holdet nu med en kontrakt til omkring 9 millioner dollar om året.

Der har været nogle store bump på vejen for tight end Darren Waller, men i 2019 har han endelig fået sit gennembrud i NFL. Efter fem kampe i år har han grebet 359 yards, hvilket er femteflest yards per kamp, og det har Oakland Raiders nu valgt at belønne.

27-årige Waller har fået en ny kontrakt, der løber til og med 2023-sæsonen og skulle betale ham omkring 9 millioner dollar om året. Det vil gøre ham til en af de fem bedst betalte tight ends i ligaen.

Waller har kæmpet en sej kamp mod sit eget misbrug, siden han kom ind i NFL. Efter at være blevet valgt af Baltimore Ravens i sjette runde af 2015-draften missede han fire kampe i 2016 med en karantæne, inden han fik et helt års karantæne i 2017.

I 2018 var han så tilbage og tilbragte den første halvdel af sæsonen på Ravens’ practice squad, inden Raiders hentede ham til vestkysten i november. Siden er det kun gået i en positiv retning for Waller, der har været meget åben om sin afhængighed af kokain og andre euforiserende stoffer. I år har han været fast starter og fører lige nu Raiders i receiving yards.