Chase Young blev draftet af Washington Redskins, men skrev torsdag under med Washington Football team.

Han bliver betragtet som draftens måske bedste spiller, og han har et kæmpe ry at leve op til. Defensive end Chase Young fra Ohio State blev valgt af Washington Reds… ehhh football team med pick nr. 2 i årets draft, kun overgået af quarterback Joe Burrow, som Cincinnati Bengals tog med draftens første valg.

Læs også: Washington’s NFL-hold forbliver foreløbigt navneløst
Læs også: Er det nye kælenavn for Washington’s NFL-hold blevet afsløret?

Nu har Chase Young så skrevet under på sit livs første professionelle kontrakt, og mens den indbringer ham masser af dollars på kontoen, så er han stadig usikker på, hvordan hans nye uniform ser ud, hvilken hat han skal tage på, eller i det hele taget, hvad kælenavnet er på hans nye klub.

Således lagde Chase Young billeder op torsdag af, at han skrev under, men også af et tomt bord, hvor der ikke var den sædvanlige trøje eller hat som andre rookies får taget billeder med, når de skriver under med deres respektive klubber.

Chase Youngs kontrakt indbringer ham 34,6 millioner dollars for de første fire år i NFL, med 22,7 millioner dollars i hånden, eller ca. 145 millioner kr.

Se kontraktstatus på alle første-runde valg fra 2020-draften.