Hver uge udvælger vi fem interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Jimmy Garoppolo fik en flot startdebut for 49ers med en sejr ”hjemme” i Chicago, mens Russell Wilson styrkede sit MVP-kandidatur med en magisk optræden i primetime mod Philadelphia Eagles.
Nu resterer blot fire runder af grundspillet, og kampen om slutspilspladserne har for alvor taget fart. Så hvilke matchups må du ikke misse her i 14. spillerunde? Jeg har igen fundet fem fede af slagsen.
1. Jared Goff vs. Carson Wentz
Rundens måske aller fedeste kamp mellem Rams og Eagles indeholder samtidig en direkte duel mellem de to første spillere valgt i 2016 Draften: Jared Goff og Carson Wentz. De to unge quarterbacks har spillet langt bedre, end man kunne håbe på inden sæsonen. Stort set alle var klar til at stemple Jared Goff som et ’bust’ efter en horribel rookie-sæson, men med ankomsten af cheftræner Sean McVay har Goffs spil været som forvandlet.
https://twitter.com/primetimelaguna/status/938893557607186432
På den anden side viste Wentz tegn på sit store potentiale sidste år, men han begik også foruroligende fejl i sin teknik deriblandt hans fodarbejde, så han lignede en mand, der stadig skulle bruge et eller to år flere, før han kunne indfri potentialet. Allerede i år har han spillet fantastisk som en top 5 signal-caller. Nu står de to unge stjerne så over for hinanden i det, der meget vel kunne være det første kapital i en fortælling om en ny, stor quarterback-rivalisering, som kan få os til at tænke tilbage på de mange store slag mellem Tom Brady og Peyton Manning.
2. Derek Carr vs. Chiefs’ forsvar
Chiefs er i midten af et kæmpe kollaps, men kan stadig nå at redde skuden, inden den synker. Det kræver først en sejr mod divisionsrivalen Oakland Raiders, der på 6-6 deler førstepladsen i AFC West med Chiefs og Chargers. Kampens helt store nøgle bliver, hvordan en skuffende Derek Carr præsterer mod et jammerligt ringe Kansas City-forsvar. Forsvaret er på en eller anden måde blevet dårligere fra uge til uge, og bagenden kan ikke stoppe nogen som helst.
I sidste uge mod Jets forsøgte man sig med gode gamle Darrelle Revis fra start på cornerback. Han var tydeligvis gammel – og bestemt ikke god – og blev flået ud ved pausen efter en ydmygelse på sin gamle hjemmebane, mens Marcus Peters valgte at forlade banen i arrigskab og har fået af Chiefs karantæne til kampen. Jeg er ekstremt spændt på at se, om fraværet af Peters rent faktisk forbedrer defensiven, og om Carr kan kopiere sin flotte præstation fra det første møde i mellem holdene i denne sæson, hvor han førte Raiders til en sejr på et touchdown til Crabtree i sidste sekund.
3. Antonio Brown vs. Ravens’ cornerbacks
Steelers-stjernereceiver Antonio Brown henrykker os uge efter uge, og når han spiller i primetime, er han ustoppelig. Søndag spiller Steelers endnu en kamp, hvor hele USA ser med, når Ravens kommer forbi Heinz Field og fornyer NFLs måske største rivalopgør lige nu. Ravens er et af de få hold, der har fundet formlen på at lukke lidt ned for Brown, men skal i kampen (og i resten af sæsonen) gøre det uden den rigtig dygtige cornerback Jimmy Smith.


Det gør det uden tvivl sværere for Ravens at begrænse receiverens indflydelse på kampens resultat, og hvis AB først lugter lidt blod, leverer han dødsstødet. Jeg er derfor spændt på at se, hvordan Baltimore vil forsøge at stække Brown. Normalt ville Smith dække Brown op stort set på alle spil – ofte med hjælp fra safety-positionen i Eric Weddle. Nu har jeg svært ved at forestille mig, at der ikke er dobbelt-opdækning på AB på samtlige spil, for hverken Brandon Carr, Marlon Humphrey eller Maurice Canadu har en chance mand-mod-mand. Hvis Ravens i denne kæmpe test viser, at de løse tabet af Jimmy Smith bare nogenlunde, lover det godt for sæsonafslutningen og en potentiel slutspilsplads.
4. Eli Manning vs. Cowboys’ forsvar
Av av av. Det har været en rigtig grim uge for Giants. En bænkning af Eli Manning til fordel for Geno Smith. En efterfølgende dobbelt-fyring af cheftræner Ben McAdoo og general manager Jerry Reese. Der er derfor ingen tvivl om, at Eli er monstertændt for at bevise sig i denne kamp, der endda er mod Giants største rival, Dallas Cowboys. Den dobbelte Super Bowl-vinder ville elske at slukke Cowboys’ slutspilsdrømme.
Han står over for et Dallas-forsvar, der ikke har været godt i år, men som viste gode takter mod Redskins og får den helt store leder, linebacker Sean Lee, tilbage på banen. Rookie-cornerback Chidobe Awuzie strålede mod Redskins og er muligvis svaret på en position, der har været forsvaret store svaghedspunkt i denne sæson. DeMarcus Lawrence og David Irving ødelagde Redskins’ (svage og skadesplagede) offensive linje, så det bliver ikke nogen let opgave for Manning. Læg dertil, at Cowboys SKAL vinde, ellers er sæsonen slut for Jason Garretts tropper.
5. Russell Wilson vs. Jaguars’ forsvar
Russell Wilson var igen enestående i sidste uge på trods af, at han stod over for et af ligaens bedste forsvar i Philadelphia Eagles. Det er igen tilfældet søndag, hvor niveauet måske endda skrues yderligere en tand i vejret, når Seahawks rejser fra det nordvestlige USA til det sydøstlige hjørne for at møde Jaguars. Jacksonvilles forsvar er fantastisk godt med dygtige spillere på alle positioner. Calais Campbell og Yannick Ngakoue er to forrygende pass rushere, Telvin Smith er en af ligaens bedste linebackere, mens Jalen Ramsey og A.J. Bouye nok er ligaens stærkeste cornerback-duo.


Wilson er den bedste i gamet til at undvige helt frie pass rushere, der kommer i mod ham, og så efterfølgende finde en fri receiver ned ad banen. Det er helt unik evne, som er tæt på umulig at dæmme op for, da Wilson kan forlænge spillene til syv, otte, ni sekunder, hvilket er meget lang tid at skulle dække Doug Baldwin, Tyler Lockett go Co. op. Jaguars har dog både farten i Telvin Smith og Myles Jack til at holde fornuftigt styr på Wilson og minimere hans Houdini-spil, mens secondaryen har kvaliteten til at klistre sig til receiveren så længe, det kræver. Gentager Wilson præstationen fra sidste weekend og sørger for endnu en Seahawks-sejr, skal det her hold taget meget seriøst i NFC.