Efter Nathan Peterman-fadæsen i sidste weekends opgør mod Los Angeles Chargers går Sean McDermott tilbage til Tyrod Taylor.

Sean McDermott ser noget uheldig ud for tiden. Først bænkede han sin startende quarterback, Tyrod Taylor, til trods for at Taylor havde leveret en hidtil glimrende sæson. Ind trådte i stedet unge Nathan Peterman, som McDermott fik talt op som værende Bills’ quarterback for fremtiden. Men efter en horribel halvleg mod Chargers, hvori Peterman kastede fem interceptions på bare 14 kast, måtte McDermott krybe til korset og sende Taylor tilbage på banen.


Nu er Tyrod Taylor formelt blevet udnævnt til startende quarterback for Buffalo Bills igen, som møder Kansas City Chiefs på søndag. Den 28-årige spiller har foreløbigt kastet for 1842 yards og 11 touchdowns, mens han har løbet for yderligere 275 yards og tre touchdowns i 2017.


Taylor har selv beskrevet de seneste par dage som en “rutsjebanetur”, men han ser fremad, og fokuserer på at få angrebet tilbage på rette spor. Begivenhederne viser dog også, at Taylor nok ikke er McDermotts foretrukne valg, og således vil Bills sandsynligvis være på markedet efter en ny quarterback til sommer.