Hvem bliver fyret, når sæsonen er omme? Vi giver her 10 kandidater og en outsider, der ikke kan vide sig sikre på at fortsætte i jobbet.

Washington Redskins fyrede Jay Gruden tidligere på sæsonen, og i midtugen blev Carolina Panthers’ Ron Rivera den anden trænerfyring. 

Alle NFL-holdene har nu spillet tre fjerdedele – 12 af 16 kampe – af sæsonen, og for fleres vedkommende kan de allerede kigge fremad mod næste sæson. Det kommer blandt andet til at betyde trænerskift, når sæsonen endegyldigt er overstået, og ‘black monday’ løber af stablen. 

Mens Redskins og Panthers allerede har fyret deres cheftrænere, er der andre hold, der også må formodes at skifte ud på trænerposten efter sæsonen. Med fire runder tilbage tager vi temperaturen på sædet under de forskellige cheftrænere. 

Kandidaterne:

1. Dan Quinn, Atlanta Falcons
Dan Quinn burde nok være blevet fyret sidste år, efter at Falcons skuffede og tabte ni kampe. I stedet skiftede de ud på de forskellige koordinator-poster, men det er ikke blevet bedre. Holdet har været værre i år og har allerede tabt ni ud af 12 kampe. Falcons har en af de største lønningslister i NFL, og de er spækket med talent på angrebet. Og mens Quinns force er på forsvaret, har det været et af NFL’s værste og har tilladt sjetteflest point i NFL. Der står en ny mand på Falcons’ sidelinje, når 2020-sæsonen går i gang.

Sandsynlighed: 10/10 

2. Doug Marrone, Jacksonville Jaguars
Der er ikke meget, der kører for Jaguars. De er i gang med endnu en skuffende sæson, quarterback Nick Foles ligner et dyrt flop, som er blevet bænket til fordel for sjetterundevalget Gardner Minshew, og forsvaret er faldet i kadence efter tabene af spillere som Jalen Ramsey og Telvin Smith. Og det kan sætte gang i en mindre genopbygning af holdet. Executive vice president of football operations Tom Coughlin har allerede indikeret, at han kan forlade holdet efter sæsonen, og Doug Marrone bliver formentlig også afskediget efter fire sæsoner i spidsen for mandskabet efter to skuffende sæsoner.

Sandsynlighed: 9/10

3. Jason Garrett, Dallas Cowboys
Cowboys startede sæsonen som lyn og torden med en velspillende quarterback i Dak Prescott og et flyvende angreb. Men efter to nederlag i træk, til henholdsvis New England Patriots og Buffalo Bills, bliver der råbt krise i Dallas. Især ejer Jerry Jones har været ude med riven og kritisere Jason Garrett og trænerstaben, og Garrett har også leveret en lang række dårlige beslutninger i løbet af sæsonen. Efter næsten et årti som cheftræner hos Cowboys, tyder det på, at Jason Garrett skal finde sig et nyt job. Han har desuden kontraktudløb. 

Sandsynlighed: 9/10

4. Pat Shurmur, New York Giants
New York Giants valgte Daniel Jones i NFL-draften, og selvom han ikke har været så dårlig, som nogle frygtede, har han ikke været bedre til Giants til sejre, end Manning var i de seneste sæsoner. De har blot vundet to kampe i år, og siden Pat Shurmur blev cheftræner i 2018, har de kun vundet syv kampe, mens det er blevet til 21 nederlag. Shurmur har ikke været hjulpet af et dårligt forsvar, men hans dage som cheftræner i Big Blue ser ud til at være talte. Om general manager Dave Gettleman, der hyrede Shurmur, også ryger skal ikke udelukkes. 

Sandsynlighed: 8/10

5. Matt Patricia, Detroit Lions
Efter en skuffende første sæson i 2018 lignede det, at Matt Patricia endelig havde fået styr på sagerne i Detroit i starten af denne sæson. De startede med en uafgjort og to sejre, og Patricias forsvar så stærkt ud. Men siden er det faldet fuldstændig sammen i Detroit, hvor Patricias mandskab blot har slået bundholdet New York Giants, mens forsvaret igen ligner et af NFL’s værste. Der er en god del talent på Lions’ angreb, og der er blevet investeret meget i forsvaret, men det er ikke blevet vekslet til sejre, og det falder tilbage på cheftræneren. Efter to sæsoner, hvor det hidtil blot er blevet til i alt ni sejre, kan Matt Patricia sagtens stå uden job efter denne sæson.

Sandsynlighed: 6/10

6. Freddie Kitchens, Cleveland Browns
De optimistiske kaldte Browns for Super Bowl-kandidater før sæsonen, men de har skuffet slemt. Browns har vundet fem og tabt syv kampe, og det angreb, som Freddie Kitchens stod bag i slutningen af 2018-sæsonen, har floppet fælt. Der har været få lyspunkter, og det er ikke givet, at Kitchens bliver fyret efter blot én sæson som cheftræner. Men hvis nedturen fortsætter for Browns resten af sæsonen, kan Freddie Kitchens bestemt få sparket. Det er dog værd at nævne, at general manager John Dorsey selv hyrede Kitchens, og at han måske er tilbøjelig til at give cheftræneren endnu en chance.  

Sandsynlighed: 4/10 

7. Adam Gase, New York Jets
Kan Adam Gase blive fyret for anden sæson i træk? Jets’ sæson blev hurtigt ødelagt af, at Sam Darnold fik kyssesyge, men det hele har ikke set lige godt ud med Darnold og Gase. Derudover var det ikke general manager Joe Douglas, der hyrede Adam Gase, og måske Joe Douglas vil finde sin egen cheftræner? Der har dog været et par imponerende sejre over Raiders og Cowboys, og det mest sandsynlige er nok, at Gase får endnu en sæson ved roret i New Jersey.

Sandsynlighed: 4/10

8. Zac Taylor, Cincinnati Bengals
Bengals vandt endelig! De har nu vundet én ud af 12 kampe med Zac Taylor som cheftræner, og under normale omstændigheder burde det resultere i en fyreseddel. Det virker dog umiddelbart, som om at Bengals har indfundet sig med at tabe en masse i år for at sikre fremtidens quarterback i næste års draft, og det kan frede Zac Taylor. Hvis ledelsen beslutter sig for, at Zac Taylor ikke har vist nok, kan han dog stadig blive afskediget. 

Sandsynlighed: 3/10

9. Anthony Lynn, Los Angeles Chargers
De har godt nok måttet undvære et par skadede profiler, men Chargers har stadig været en gedigen skuffelse i 2019. Efter en sæson med 12 sejre i 2018 har de blot vundet fire kampe i år, og de har leveret nogle jammerlige præstationer. Der har været nogle underlige beslutninger fra trænerstaben, og quarterback Philip Rivers ligner en spiller, der er på vej på pension. De kan gå efter en ny quarterback i årets draft, og de kan potentielt også finde en ny cheftræner til at parre med en ung quarterback. Mest sandsynligt virker det dog, at Anthony Lynn købte sig noget mere tid efter den imponerende sæson i 2018, og at han er tilbage igen i 2019. 

Sandsynlighed: 3/10 

10. Matt Nagy, Chicago Bears
Det kan gå hurtigt nedad i NFL, og det kan Matt Nagy og Chicago Bears i den grad skrive under på. I 2018 var de et af NFL’s stærkeste mandskaber og lignede til tider en magtfaktor i NFC North. Nu er de blevet overhalet i divisionen af både Packers og Vikings, og Bears’ angreb har især været skuffende. Hvis det går helt galt i resten af sæsonen, og troen på Nagy og quarterback Mitchell Trubisky forsvinder, kan der komme markante ændringer. Men jeg vil se det, før jeg tror det.

Sandsynlighed: 2/10

Outsider: Mike Zimmer, Minnesota Vikings
Ja, Vikings har vundet otte af deres 12 kampe i denne sæson og er på vej i slutspillet, og det er også et langskud, at de skulle skille sig af med cheftræneren. Men hvis sæsonafslutningen er skuffende for vikingerne, og de bliver overhalet i kampen om en slutspilsbillet, skal det ikke udelukkes. De har før kollapset i løbet af sæsonen, siden Mike Zimmer overtog cheftrænertjansen i 2013. Desuden er flere af holdets profiler efterhånden oppe i årene, og den 63-årige cheftræner er måske ikke helt klar på at skulle genopbygge Vikings-holdet, når den tid kommer før eller siden. 

Sandsynlighed: 1/10