Wade Phillips er fri på markedet.

Der er en håndfuld trænerjobs, der skal udfyldes i de kommende uger, og både Cleveland Browns, New York Giants og Carolina Panthers er på udkig efter nye cheftrænere.

Men der skal også skiftes ud på nogle koordinator-poster i NFL, og her er en dygtig defensiv koordinator sandsynligvis netop blevet tilgængelig.

Erfarne Wade Phillips får nemlig ikke forlænget sin aftale med Los Angeles Rams, og den 72-årige træner er nu fri på markedet. Det bekræfter Wade Phillips selv i et opslag på Twitter, hvor han også skriver, at han vil fortsætte.

– Rams har informeret mig om, at min kontrakt ikke bliver forlænget. Jeg vil takke dem for muligheden for at være en del af deres succes i de seneste tre år. Mest af alt vil jeg takke spillerne, som jeg elskede at arbejde med. Jeg vil stadig være træner og føler, at jeg kan bidrage, skriver Wade Phillips.

Wade Phillips, der er elsket for sin sjove og karismatiske personlighed, har tidligere været cheftræner for Denver Broncos, Buffalo Bills og Dallas Cowboys. Han har derudover været defensiv koordinator for New Orleans Saints, Philadelphia Eagles, Denver Broncos, Atlanta Falcons, San Diego Chargers, Houston Texans og altså Los Angeles Rams.