Et brag af en kamp sætter gang i Monday Night Football-sæsonen.

Football er endelig tilbage, og kun den sidste kamp mangler at blive spillet af en hidtil ekstremt underholdende første spillerunde. 

Og mandagskampen kan også meget vel blive særdeles underholdende. 

Las Vegas Raiders er hjemmeholdet mod Baltimore Ravens, og de starter en sæson, hvor der formentlig er pres på cheftræner Jon Gruden. Der er gået tre år, siden “Chucky” – som han kaldes – gjorde comeback, men endnu har han ikke ført Raiders tilbage til slutspillet. Faktisk har de end ikke haft en sæson, hvor de har vundet over halvdelen af deres kampe. Det skal de forsøge at ændre på i år. 

I den anden lejr har Baltimore Ravens nok noget større ambitioner for sæsonen end bare en slutspilsplads. De skal sige efter en divisionstitel og kan – i bedste fald – gå efter en Super Bowl med Lamar Jackson som quarterback, John Harbaugh som cheftræner og et ellers profilspækket roster. 

Begge hold vil være vilde efter at starte sæsonen med en sejr, og det er et godt udgangspunkt for at få en underholdende kamp. 

Seneste nyt på skadesfronten
Kampen er præget af skader hos begge mandskaber. 

Hos værterne fra Las Vegas er det største problem, at guard Richie Incognito sidder over med en lægskade, hvorfor John Simpson skal starte på en derudover også urutineret offensiv linje. Det varsler ikke nødvendigvis godt for Raiders’ angreb.

Samtidig er runningbackstjernen Josh Jacobs listet som “questionable”, men mon ikke han spiller premieren. 

Baltimore Ravens er noget hårdere ramt af skader. Inden sæsonen overhovedet er gået i gang er cornerback Marcus Peters, runningbacks JK Dobbins og Gus Edwards samt receiver Rashod Bateman og fight end Nick Boyle ude med skader. De er på “injured reserve”, så deres fravær er ikke blot i denne kamp. 

Derudover er den stærke defensive linjemand Derek Wolfe meldt ude af kampen mod Raiders, mens edge rusher Daelin Hayes og cornerback Jimmy Smith er tvivlsomme. 

Hold øje med… 

Tager Lamar Jackson de nødvendige fremskridt? 
Lamar Jackson har allerede et fremragende cv i NFL. Han har kastet 68 touchdowns mod blot 18 interceptions, mens han også har løbet for 19 touchdowns. Og når ja, så har han jo også vundet en MVP.

Men alligevel er der lidt tvivl om, hvor god han i virkeligheden er til at kaste bolden. 

Når forsvar har stoppet Lamar Jacksons løbespil, har Ravens’ offensive spil nemlig været i problemer. Nu skal den 24-årige quarterback vise, at han også kan kaste bolden, og Baltimore Ravens har da også investeret i angrebet i løbet af sommeren. 

Der er kommet forstærkninger til den offensive linje, men samtidig har de hentet receiverhjælp ind i form af rookie Rashod Bateman og Sammy Watkins. Samtidig har man et tredje førsterundevalg – Marquise “Hollywood” Brown. Det skal resultere i et bedre kasteangreb. 

Godt nok vil førstnævnte ikke være tilgængelig mod Raiders, men det er Jacksons første chance for at vise forbedret kastespil i den nye sæson. 

Kan Gus Bradley løfte Raiders’ forsvar?
Las Vegas Raiders’ forsvar har… ehm… ikke ligefrem været godt i de seneste år med Jon Gruden som cheftræner. Sidste år tillod de hele 29,9 point per kamp, hvilket var tredjedårligst i NFL. I 2019 var det lidt bedre, mens de i 2018 tillod flest point per kamp af alle holdene i NFL. 

Det har fået konsekvenser, og der er blevet skiftet ud på defensive coordinator, hvor Paul Guenther er sparket ud og erstattet med Gus Bradley. 

Gus Bradley har i de seneste år haft fin succes som defensive coordinator hos Los Angeles Chargers og har også en fortid hos Seattle Seahawks og Jacksonville Jaguars. Nu skal han forsøge at sammensætte et respektabelt forsvar i Las Vegas. 

Til at hjælpe med det har Raiders også investeret i blandt andre pass rusher Yannick Ngakoue og linebacker KJ Wright i free agency. Nu skal de bevise sig i aktion i en svær kamp mod Baltimore Ravens, anført af Lamar Jackson.   

Forudsigelse
Det er altid svært at forudsige en kamp, når det er i første spillerunde af sæsonen, og denne kamp er selvfølgelig ingen undtagelse.

Baltimore Ravens bør – baseret på de seneste års resultater og truppens styrke – være favoritter til opgøret, men hvordan klarer de sig med de mange skader? Og hvordan vil Raiders’ forsvar se ud med de nye forstærkninger og en ny defensive coordinator? Og hvad med Raiders’ offensive linje? Ravens’ receiverkorps? Ja, der er spørgsmål nok.

Herfra lyder buddet på, at Ravens overkommer deres skader og tager en sejr. Det slutter 30-14 til gæsterne fra Baltimore, der især lukker ned for Derek Carr og Raiders’ offensiv med en stærk forsvarspræstation.