Alletiders måske bedste runningback og firedobbelte MVP Jim Brown er gået bort – han blev 87 år gammel.

Jim Browns familie har offentliggjort, at NFL-legenden gik bort i sit hjem i Los Angeles torsdag morgen. Og det er ikke Hr. Hvem-som-helst, der nu skal spille football i himlen.

Jim Brown var runningback for Cleveland Browns, før finalen i NFL hed Super Bowl. Måske derfor er han ikke så kendt i den brede danske fanskare, men han er mange steder anerkendt som alletiders bedste runningback og blandt de allerbedste spillere i NFLs over 100-årige historie.

Han spillede blot ni sæsoner, men efterlod sporten med legendestatus og en masse modstandere med blå mærker. Da han gik på pension, i en alder af blot 30 år, var han stadig på toppen af ​​sin karriere med sit navn overalt i ligaens rekordbøger.

Jim Brown var mere end blot en fabelagtig runningback. Han greb bolde, returnerede kickoffs og kastede endda tre touchdowns. Hans 12.312 løbeyards og 15.459 kombinerede yards satte ham dengang i en klasse helt for sig selv. Siden er han blevet overgået af spillere som Emmitt Smith og Walter Payton, men Jim Brown satte helt nye standarder for runningback-positionen.

VIDEO: Se Jim Brown highlights og hør hans historie

Han blev valgt af Cleveland Browns med pick nr. 1 i NFL-draften i 1957, og selvom en anden Brown – headcoach, innovator og klubejer Paul Brown – normalt ikke brugte rookies særligt meget, så var Jim Brown fast mand og stjerne fra dag ét. Hans 234 yards løb i hans ninede kamp i NFL var rekord og stod i 40 år, indtil

Ikke blot blev Jim Brown enstemmigt kåret til årets rookie det år, men han blev i samme sæson kåret til NFL’s mest værdifulde spiller. I alt blev han kåret til NFLs MVP fire gange (1957, 1958, 1963 og 1965). Han vandt NFL-mesterskabet med Cleveland Browns i 1964.

Han blev enstemmigt valgt til All-Pro i NFL i otte af sine ni sæsoner, og spillede i ni Pro Bowls på ni år. Dengang var Pro Bowl en ægte kamp med noget på spil, og Brown satte et fint punktum for sin karriere ved at score tre touchdowns i sin sidste kamp, Pro Bowl i 1966.

Efter blot 9 år som professionel chokerede Jim sportsverdenen med sin meddelelse om, at han gik på pension. Fans og medier spekulerer stadig over, hvilke milepæle og hvor mange yards han kunne have nået, hvis han havde fortsat karrieren. De spekulationer vil helt sikkert få nyt liv de næste par dage i kølvandet på hans bortgang.

Hans status ikke kun som en fremragende football-spiller, men som en af verdens bedste atleter gennem historien, og også hans kamp og betydning efter karrieren for sortes rettigheder vil for evigt være indmejslet i amerikansk historie og symboliseret ved denne ærefulde hyldest af Lebron James.

Den 188 cm høje og 105 kilo tunge runningback brugte sin størrelse til tromle modstandere, men havde samtidig en topfart, der var svær for forsvar at håndtere. Han udtalte på et tidspunkt, at “Nøglen til succes i NFL var at ramme en modstander så hårdt og så ofte, at han ikke havde lyst til at spille mere.” På trods af denne brutale tilgang til det at løbe bolden, og forsvar der kun havde fokus på at stoppe ham – og til tider at skade ham – missede han ikke en eneste kamp i sine ni år i NFL.

Han holdt et gennemsnit på 104,3 yards pr. kamp (stadig mere end 5 yards flere pr. kamp end Barry Sanders’ 99,2 yards, der er nr. 2 på listen), han blev udvalgt til NFL’s 50 års, 75 års og 100 års hold, og blev valgt ind i ligaens Hall of Fame i 1971.

Efter sin NFL-karriere blev han en kendt mediepersonlighed og deltog i et hav af reklamer, og var sågar med i over 40 spillefilm, heriblandt football-filmene Draft Day og Any Given Sunday.

Han havde også en rolle i NFLs fremragende hyldestvideo af ligaens 100-års jubilæum (spol frem til 2:14, men gør dig selv en tjeneste og se hele videoen).

Jim Brown blev 87 år gammel.