
Den tidligere NFL-headcoach og en af de mest vindende trænere i historien, Marty Schottenheimer, døde mandag efter længere tids sygdom.
Schottenheimer spillede seks sæsoner som linebacker i NFL for hhv. Buffalo Bills (1965-1968) og Patriots (1969 og 1970). Men det var ikke hans tid som spiller, han vil blive husket for.
Schottenheimer gik trænervejen først som linebacker coach og defensiv koordinator for New York Giants, og efterfølgende som headcoach i 21 sæsoner, hvor han undervejs stod i spidsen for Cleveland Browns, Kansas City Chiefs, Washington Redskins og San Diego Chargers.
Han sluttede karrieren med 205 sejre i forhold til kun 139 nederlag og en enkelt uafgjort, og førte sine mandskaber til slutspillet i 13 af de 21 sæsoner. Tre gange stod han i AFC-finalen (to med Browns og en med Chiefs), men formåede aldrig at spille sig i en Super Bowl.
Dødsfaldet kom dagen efter Tampa Bay Buccaneers vandt Super Bowl LV, og dermed også gav den første Super Bowl sejr til headcoach Bruce Arians, der fik sit første job i NFL af netop Schottenheimer.
Hans sidste sæson i NFL var i 2006 og var en stor succes i grundspillet, da han men en ung Philip Rivers på quarterback førte holdet til 14-2 og 1.-seed i AFC-halvdelen. Desværre gik det som så mange gange før – Schottenheimers hold tabte i slutspillet.
Scottenheimers 200 sejre i grundspillet (5 og 13 i slutspillet) rangerer som ottende-flest i NFL-historien, og han er kun overgået af en stribe legender.
| Nr. | Headcoach | År i NFL | Fra-Til | V | T | U | %-sejre |
| 1 | Don Shula | 33 | 1963-1995 | 328 | 156 | 6 | 67,7 |
| 2 | George Halas | 40 | 1920-1967 | 318 | 148 | 31 | 68,2 |
| 3 | Bill Belichick | 26 | 1991-2020 | 280 | 136 | 0 | 67,3 |
| 4 | Tom Landry | 29 | 1960-1988 | 250 | 162 | 6 | 60,7 |
| 5 | Curly Lambeau | 33 | 1921-1953 | 226 | 132 | 22 | 63,1 |
| 6 | Andy Reid | 22 | 1999-2020 | 221 | 130 | 1 | 62,9 |
| 7 | Paul Brown | 25 | 1946-1975 | 213 | 104 | 9 | 67,2 |
| 8 | Marty Schottenheimer | 21 | 1984-2006 | 200 | 126 | 1 | 61,3 |
| 9 | Chuck Noll | 23 | 1969-1991 | 193 | 148 | 1 | 56,6 |
| 10 | Dan Reeves | 23 | 1981-2003 | 190 | 165 | 2 | 53,5 |
Schottenheimer er endnu ikke indlemmet i NFLs Hall og Fame, men må her post mortem være en kandidat i legende-kategorien. Han kunne til gengæld se flere af de spillere, han gjorde til stjerner i NFL, få den store ære og var selv til stede i Canton ved flere lejligheder.
Schottenheimer fik Alzheimers i 2014, og derfra gik hans helbred ned af bakke indtil sin død i mandags. Han efterlader sin kone Patricia, og to børn, hvoraf sønnen Brian Schottenheimer er ny offensiv koordinator Jacksonville Jaguars efter flere sæsoner hos Seattle Seahawks. Han stod i lære hos faren i fem år i Washington og San Diego.








