Arizona Cardinals kunne tirsdag aften melde ud, at de har ansat den nu tidligere defensive koordinator hos Philadelphia Eagles Jonathan Gannon.

Jonathan Gannon nåede at være koordinator hos Eagles i to sæsoner, inden at han blev tilbudt et job som cheftræner. Nu tager han til ørkenen, hvor han skal hjælpe med at sætte skik på Cardinals, som kun vandt fire kampe i den netop overståede sæson.

Gannons forsvar var i år et af ligaens bedste og var specielt dominerende i antallet af forcerede sacks. Her nåede Eagles-forsvaret op på vanvittige 70 sacks, hvilket var 15 flere end Chiefs, som havde lavet næstflest.

Med Gannons afgang har Eagles nu mistet begge deres koordinatorer i løbet af februar måned. Kort efter Super Bowl-nederlaget valgte Colts nemlig at ansætte Shane Steichen – Eagles offensive koordinator – som cheftræner.