Zeke Elliott mistede sit job hos Dallas Cowboys den 15. marts, da Dallas Cowboys valgte at fritstille runningbacken efter syv flotte sæsoner. Men Cowboys-eventyret er nok ikke helt slut endnu. Cowboys-ejeren Jerry Jones åbner nemlig døren på klem.

Elliott kunne se Dallas Cowboys hente runningback Deuce Vaughn i årets draft, hvilket yderligere signalerede, at holdet har bevæget sig videre fra Zeke, som de fritstillede i marts.

Cowboys har Tony Pollard som den umiddelbare starter, når han vender tilbage fra den forfærdelige skade, som han pådrog sig i slutspilskampen mod San Francisco 49ers, og så valgte Cowboys Deuce Vaughn fra Kansas State i slutningen af anden runde af årets draft.

Derefter er holdet tyndt besat på positionen. Ronald Jones er sandsynligvis tredjeviolin, efter at han er kommet til fra Kansas City Chiefs. Den 25-årige runningback har dog vist meget få glimt siden gennembruddet i 2020 hos Bucs og der er ikke store forventninger til ham.

Derudover har Cowboys to undrafted free agents, som tilsammen har rørt bolden 51 gange.

Læs også: Fun Facts og historier fra draften

Derfor udelukkede Jerry Jones heller ikke muligheden for at hente Zeke Elliott tilbage i folden.

“Det skib er ikke sejlet”, siger Cowboys-ejer Jerry Jones ifølge holdets hjemmeside. “Vi har ikke truffet en beslutning. Vi har tydeligvis draftet en runningback, der spiller en lidt anden stil end Zeke, men det ændrer ikke noget … For os, hvad angår vores interesse i Zeke, er der intet, vi gjorde i dag, der ændrer det.”

Læs også: Gul Klud tracker – Femte-års optioner

Elliott har spillet hele sin karriere i Dallas, som valgte ham med fjerdevalget i 2016. Elliott er den Cowboysrunningback, der har løbet for tredjeflest yards – Han mangler lige i underkanten af 4.000 yards for at overhale Tony Dorsett på andenpladsen og skal fordoble sit antal yards for at overhale den legendariske Emmitt Smith.