2020-sæsonen er overstået, og det giver lejlighed til at opsummere hvert NFL-holds sæson. Som noget nyt, har vi forsøgt at gøre det med en filmtitel.

**SPOILER ADVARSEL** Disse film på listen har dele af plottet afsløret: Gummi Tarzan, E.T. the Extra-Terrestrial, The Producers, Catch Me If You Can, Titanic, Friday the 13th Part 2.

Baltimore Ravens: Catch Me If You Can
Lamar Jackson løb dygtigt om hjørner med sine modstandere, men endte til sidst at blive fanget.

Buffalo Bills: Gummi Tarzan
Josh Allen er de senere år blevet drillet og hans evner som effektiv NFL-spilkalder er blevet anfægtet. Pludselig finder han styrken og viser mobberne, at han godt kan bide skeer med de store drenge.

Cincinnati Bengals: The Heartbreak Kid
2020-draftens førstevalg, Joe Burrow, var på vej til at slå tonsvis rookie-rekorder, men pådrog sig en hjerteknusende korsbåndsskade.

Cleveland Browns: E.T. the Extra-Terrestrial
Et fremmed væsen finder sig selv i uvant terriotorium, i dette tilfælde Browns og slutspillet. Efter op og nedture, sendes væsenet tilbage, og alt er pludselig som det plejede.

Denver Broncos: Mission Impossible
Havde en umulig mission, da de måtte kæmpe med Mahomes i divisionen, et væld af skader, og pludselig igen QBs havde på holdkortet.

Houston Texans: [De]Shaun of the Dead:
(De)Shaun Watsons tid i Houston er tilsyneladende død, og det samme virker næsten til at være tilfældet for organisationen.

Indianapolis Colts: Mystic River[s]
Sæsonen var præget af en masse mystik omhandlende Philip Rivers. Hvorfor skrev man med ham for 25 mio. dollars, hvorfor præsterede han ikke bedre bag en formidabel offensiv linje, var han den sidste brik, Colts manglede for at tage
dem til det forjættede land, var han allerede gået på pension mentalt?

Jacksonville Jaguars: The Producers
Jaguars leverede en så dårlig sæson, at den endte med at være en succes, da holdet sikrede 2021-draftens førstevalg.

Las Vegas Raiders: Dude, where is my Car[r]?:
Raiders så ud til at være på slutspilskurs, men faldt sammen til sidst, b.la. pga. at Derek Carr underpræsterede. Hvor blev han af, og hvor skal han nogen steder hen?

Kansas City Chiefs: Friday the 13th Part 2
En farlig og uhyggelig skikkelse gør en ende på en lang liste af entiteter, men ender med at blive snydt af et smukt individ. Men man har på fornemmelsen, at skikkelsen kommer stærkt igen.

Los Angeles Chargers: A Million Ways to Die in the West
Kreativiteten var nærmest imponerende. Det meget vestliggende hold opfandt nye, innovative måder at tabe på hver uge.

Miami Dolphins: The Dilemma
Med en noget uimponerende rookiesæson fra Tua Tagovailoa finder Dolphins nu sig selv i et dilemma, hvad angår Tuas fremtid. Man besidder draftens tredjevalg. Skal man her tage en QB og gøre Tua til Josh Rosen 2.0, eller skal Dolphins satse på at arbejde med Tua og håbe på at udvikle ham som Bills gjorde med Josh Allen?

New England Patriots: The Divorce
Sæsonen blev præget af én ting: bruddet med Tom Brady. Det siges, at enhver skilsmisse har en vinder og en taber. I det nu tidligere forhold mellem Patriots og Brady står Patriots som de klare taber.

New York Jets: Superbad
Jets’ 2020 sæson, og vel egentlig organisationen som helhed, kan opsumeres med titlen Superbad. Holdet var elendigt, men vandt alligevel et par kampe – vel og mærke på et tidspunkt, hvor det skadede mere end det gavnede.

Pittsburgh Steelers: Titanic
Sejlede derudaf ufortrødent og alt gik som det skulle. Men så kom isbjerget, reel modstand. Derefter gik der ikke længe før, at skibet sank og Steelers’ hovedpersoner fandt dem selv siddende, kolde og grædende, på et stykke inventar.

Tennessee Titans: Monster’s Ball
Titans’ monster, Derrick Henry lod sig nærmest ikke tackle, når han havde bolden i hånden, hvorfor han formåede at løbe for mere end 2000 yards.