Med fire hold tilbage er det tid til at kigge fremad og se på, hvad de fire mulige Super Bowls kan byde på af gode fortællinger, fede matchups og historiske sammenhænge.

Der er stadig lige to semifinaler og over to uger til Super Bowl LVIII (eller 58 med normale tal) skal spilles i Las Vegas, men her får du de fire mulige Super Bowls og et par historier om dem alle.

Baltimore Ravens – San Francisco 49ers

Det er selvfølgelig den ultimative Super Bowl – af flere årsager. Det er de to første-seedede i hhv. AFC og NFC. Det er en remtach af Super Bowl XLVII (47, den med lyset der gik ud i New Orleans), og 49ers chance for revanche for et nederlag, hvor de måske/måske ikke blev snydt til sidst.

Det er også 49ers chance for revanche for den lussing på 33-19 de fik 1. juledag af Ravens, og denne gang på neutral bane i den første Super Bowl nogensinde i Las Vegas.

Det er også den mulige Super Bowl med flest store stjerner og mest firepower. Indtil Ravens storsejr kæmpede Brock Purdy og Lamar Jackson om årets MVP-titel, men Purdys fire interceptions afgjorde lige som den sag.

Men både forsvar og angreb byder på mange profiler på begge hold. 49ers kommer med Christian McCaffrey, Deebo Samuel, Brandon Aijuk og George Kittle på angrebet, og også lige ligaens bedste venstre tackle i form af Trent Williams, mens Ravens angreb udover Lamar Jackson byder på navne som Odell Beckham Jr., rookie Zay Flowers og måske endda tight end Mark Andrews.

Kansas City Chiefs – Detroit Lions

Hvis ingen af de to førsteseeds kan klare skærene på hjemmebane på søndag, så kommer Super Bowl til at stå mellem Chiefs og Lions. Og det vil faktisk være en gentagelse af sæsonens allerførste kamp.

En kamp, hvor Lions for første gang viste hele USA og alle os andre, at man skulle tage dem seriøst i år, da de på Arrowhead besejrede de forsvarende mestre med 21-20.

Det var også en kamp, hvor vi for første gang så Chiefs receivernes store udfordringer med det mest basale i deres jobbeskrivelse, nemlig at gribe bolden. Syv tabte bolde blev det til, en tendens der har plaget dem hele sæsonen, men som de måske har fået rettet på det helt rigtige tidspunkt.

Chiefs var dog uden både Chris Jones på forsvaret og Travis Kelce på angrebet, så en Super Bowl mellem de to ville blive en noget anderledes kamp, end da de mødtes i spilleuge 1.

Det er også en kamp mellem de seneste seks års mest succesfulde hold i NFL med superstjerne-quarterbacken mod den evige prygelknabe, der aldrig har nået Super Bowl.

Patrick Mahomes kan spille sig i sin fjerde Super Bowl, mens det vil være den første for Lions nogensinde, omend Jared Goff har spillet i én med Rams (og tabt).

Kansas City Chiefs – San Francisco 49ers

Her har vi også at gøre med en rematch og så endda en rematch af en Super Bowl for ganske nylig. Chiefs og 49ers mødtes for bare fire år siden i Super Bowl LIV (54), hvor førstnævnte trak sig sejrrigt ud.

Kansas City Chiefs vandt Super Bowl IV (4), og derfor var det meget symbolsk, at de først vandt igen præcis 50 år senere, da Patrick Mahomes spillede Chiefs i deres første Super Bowl siden 1970.

Navnet Super Bowl blev opfundet af manden, der også opfandt Chiefs. Lamar Hunt stiftede klubben i 1960 (under navnet Dallas Texans) som en del af AFL-ligaen, og da NFL og AFL blev lagt sammen og skulle spille en fælles finale, var det ham der kom på navnet Super Bowl.

Lamar Hunt døde i 2006, men var en meget markant skikkelse i amerikansk sport, der både er valgt ind i Hall of Fame i NFL, MLS og Det internationale tennisforbund.

49ers headcoach Kyle Shanahan hører til blandt de bedste i NFL, men han har lidt et kompleks, når det kommer til Super Bowl. Det var ham, der bvar offensiv koordinator, da Falcons smed en 28-3 føring mod Patriots i Super Bowl 51, og det var ham, der var headcoach for 49ers, da de længe lignede vinderen i Super Bowl 54. Nu får han chancen for endelig at bevise, at han rent faktisk kan vinde, når det gælder.

Travis Kelce og Taylor Swift bliver helt sikkert det store samtaleemne i Super Bowl ugen, hvis Chiefs kommer så langt, men måske bliver det Kyle Shanahan, der stjæler overskrifterne.

Baltimore Ravens – Detroit Lions

Det her Super Bowl kunne på papiret blive et blowout. Det er nemlig ikke lang tid siden, at de to hold mødtes sidst, og der vandt Ravens en knusende sejr. Tilbage i spilleuge 7 i grundspillet var Ravens forsvar og angreb særdeles overlegne og vandt 38-6 over Lions i en kamp, hvor Lamar Jackson kastede tre touchdowns og løb ét ind selv. .

Men det er tre måneder siden, og meget er sket siden, og måske har Lions endda fundet formlen til at besejre favoritterne fra Baltimore.

Er man til offensivt linjespil og kan man lide at se, når hold løber bolden, så kunne det her blive en ganske sjov Super Bowl. Ravens har et trehovedet monster på runningback med Gus Edwards, Justice Hill og nu også Dalvin Cook, og nå ja så selvfølgelig ham der Lamar Jackson, der jo af og til også selv tager benene på nakken. Lions har duoen David Montgomery og rookie Jahmyr Gibbs, der løber bagved ligaens måske bedste offensive linje.

Gennem årene har Ravens haft krammet på Lions og fører 6-1 i de hidtidige syv indbyrdes opgør. Den ene sejr kom i sidste sekund i 2021, da kicker Justin Tucker scorede NFL-historiens længste field goal på 66 yards.

En anden finurlig statistik er Lamar Jacksons evne til at besejre NFC-hold. I 21 opgør mod hold fra den anden konference er han 20-1.

For Lions vedkommende så er det 32 år siden, de sidst stod i en NFC-finale, og de har aldrig været i Super Bowl, mens Ravens har været i to og vundet dem begge, på trods af de først så dagens lys i 1996.

Læs også: Se Super Bowl stillingen