Det er den tid på året hvor der skal uddeles priser til de bedste spillere fra denne sæson. I nat vandt New York Giants runningback Saquon Barkley Pepsis fanpris “Rookie of the Year”.

Det var til stor glæde for mange fans i New York, da de for nogle timer siden kunne læse nyheden om, at NFL-fansene havde belønnet deres unge stjerne-runningback Saquon Barkley med titlen som “Årets Rookie”.

For mange var det måske også en overraskelse, at titlen ikke endte i hænderne på Cleveland Browns rookie quarterback Baker Mayfield, som førte Browns til deres bedste sæson i flere år, eller Indianapolis Colts linebackeren Darius Leonard der sluttede sæsonen med føre hele NFL i kategorien “flest tacklinger”.

Man skal dog huske på, at prisen er baseret på fanstemmer. Og der er ingen tvivl om at Barkley, både har et stort navn, og at han har en spillestil, der repræsenterer en kæmpe underholdningsværdi for ligaen og dens mange fans.

Barkley har i sin første sæson været en af de få lysende stjerner på en ellers mørk Giants-himmel, og han kan kigge tilbage på en sæson med både eksplosive spil og individuelle statistikker, der i den grad kan bakke hans nye pris op.

Barkley har i løbet af sin rookie-sæson sat flere nye rekorder, men den mest bemærkelsesværdige præstation er, at han som den blot tredje rookie i NFLs historie, sluttede sæsonen af med at have produceret over 2000 offensive yards kombineret på yards skaffet på løb og grebne bolde.

De to tidligere spillere der opnåede det samme i deres rookie-sæson er Hall of Famer Eric Dickerson og Edgerrin James.

Pepsis fanpris har eksisteret siden 2002, og kun én gang er den blevet vundet af den forsvarsspiller. Det skete i 2010, da Ndamukong Suh vandt den som rookie i Detroit Lions.

Dette års rookie-felt var i sidste ende skåret ned til en top 5, og Barkley vandt prisen foran: quarterback Baker Mayfield, runningback Nick Chubb, runningback Philip Lindsay og linebacker Darius Leonard.

Sidste år blev prisen også vundet af en runningback, nemlig af New Orleans Saints runningbacken Alvin Kamara.

Se alle highlights fra Barkley’s første sæson i NFL